L 171 Forslag til lov om ændring af lov om miljø og genteknologi.

Af: Miljøminister Christian Christensen (KrF)
Samling: 1987-88 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget.

Lovforslaget var en opfølgning af den samtidigt afgivne redegørelse til Folketinget om, hvordan lov nr. 288 af 4. juni 1986 om miljø og genteknologi har virket. Se Folketingsårbogen 1985-86 side 144.

Arbejdet med anvendelsen af denne lov havde vist, at der er enkelte punkter, hvor lovens system ikke har været tilstrækkelig præcist og nuanceret. Samtidig måtte reglerne ikke være strammere, end miljøhensynene nødvendiggør.

På baggrund heraf indeholdt lovforslaget 3 elementer:

- en justering af lovens område, hvor cellehybridisering udgår,

- indførelse af en særlig, forenklet regulering af storskalaforsøg på lignende måde, som det gælder for forskning,

- ophævelse af den opsættende virkning af klage i produktionssager, således at der bliver overensstemmelse med, hvad der er tilfældet efter miljøbeskyttelsesloven.

Miljø- og Planlægningsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Niels Ahlmann-Ohlsen (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Svend Heiselberg (V), Marianne Jelved (RV), Birgith Mogensen (CD), Kirsten Madsen (FP) og Inger Stilling Pedersen (KrF)