B 60 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Samling: 1987-88 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget.

Beslutningsforslaget indeholdt en opfordring til regeringen om at fremsætte lovforslag, der indebar ændringer i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond efter bl.a. følgende retningslinjer:

Arbejdsmarkedets Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond skulle sammenlægges til én fond: Arbejdsmarkedets Tillægspensionsfond.

Arbejdsmarkedets Tillægspensionsfond skulle have et repræsentantskab bestående af:

a. 14 udpeget af Landsorganisationen i Danmark,

b. 8 udpeget af Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

c. 1 udpeget af Fællesrådet for arbejdsledere og tekniske ledere,

d. 2 udpeget af Akademikernes Centralorganisation,

e. 6 udpeget af lønmodtagerorganisationer, som ikke er med i de under a, b, c eller d nævnte grupper.

Arbejdsmarkedets Tillægspensionsfond skulle have en bestyrelse bestående af:

a. 3 udpeget af Landsorganisationen i Danmark,

b. 2 udpeget af Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

c. 2 udpeget af de øvrige lønmodtagerorganisationer.

Ved placeringen af penge fra Arbejdsmarkedets Tillægspensionsfond skulle de ansatte i de virksomheder, hvor pengene skal placeres, kunne sige nej til, at pengene placeres.

Stemmeretten over aktier, der ejes af Arbejdsmarkedets Tillægspensionsfond, skulle udøves af de ansatte gennem fællesklubben eller et lignende organ.

Om baggrunden for og formålet med beslutningsforslaget oplystes i bemærkningerne til beslutningsforslaget bl.a. følgende:

»Formålet med ændringerne er at gøre formålet for Arbejdsmarkedets Tillægspensionsfond bredere. Fonden skal naturligvis fortsat lægge afgørende vægt på den størst mulige forrentning af de placerede midler med henblik på den størst mulige udbetaling af pensioner senere hen. Men det må også være i alle lønmodtageres interesse, at erhvervslivet i Danmark har de bedste vilkår, og at forholdene på de danske arbejdspladser er de bedst mulige.«

Arbejdsmarkedsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Børge Bakholt (S), Pia Christmas-Møller (KF), Ole Henriksen (SF), Jens Skrumsager Skau (V), Jørgen Estrup (RV), Annette Just (FP) og Jørgen Tved (FK)