L 47 Forslag til lov om ændring af lov om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v.

Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 911 af 23-12-1986
Beh sammen med B 9.

Efter 1. behandling henvist til Arbejdsmarkedsudvalget.

Efter 2. behandling direkte overgang til 3. behandling.

Ved loven inddrages gruppen af langvarigt arbejdsløse mellem 25 og 29 år og andre særligt udsatte grupper i målgruppen for den kommunale indsats til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed.

Endvidere forpligtes kommunerne til også i 1987 at afsætte 130 kr. pr. indbygger til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed.

Ifølge lovforslaget skulle de midler, der afsættes til beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, reguleres op fra henholdsvis 130, 140 og 10 kr. til 150, 150 og 15 kr.

Denne reguleringsbestemmelse udgik efter vedtagelse af et af arbejdsministeren stillet ændringsforslag.

Af betænkningen over lovforslaget fremgår det imidlertid, at udvalget er enig om, at der i løbet af foråret 1987 skal tages en nærmere drøftelse om, hvordan indsatsen skal se ud i fremtiden.

Lovforslaget vedtaget med 150 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD KRF, VS og Steenholdt (Grønl.) mod 3 (FP).
Partiernes ordførere
Ole Vagn Christensen (S), Connie Hedegaard (KF), Laurits Tørnæs (V), Lilli Gyldenkilde (SF), Jørgen Estrup (RV), Arne Melchior (CD), Helge Dohrmann (FP) og Elisabeth Bruun Olesen (VS)