L 230 Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

(Differentierede satser m.v.).

Af: Arbejdsminister Henning Baunbæk Dyremose ()
Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 367 af 10-06-1987
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Efter 2. behandling direkte overgang til 3. behandling.

Ved loven indføres differentierede satser i Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), således at for offentligt ansatte, der er omfattet af en kollektiv overenskomst eller lignende, ligger det fulde bidrag på det niveau, der er gældende før 1. januar 1988 (1.166,40 kr.). Der sker ingen ændringer i lovens regler for alle øvrige ATP-medlemmer.

Baggrunden for lovforslaget var, at der under overenskomstforhandlingerne på det offentlige arbejdsmarked fra lønmodtagerside blev fremsat krav om, at opskrivningen på DA-LO-området skulle kunne konverteres til puljebeløb under visse betingelser, bl.a. at de pågældende lønmodtagere er eller bliver omfattet af en pensionsordning.

Dette krav fra lønmodtagersiden kom med i det samlede aftaleresultat på det offentlige arbejdsmarked, og regeringen havde i den forbindelse forpligtet sig til at søge ATP-loven ændret, således at denne differentiering af ATP-satserne blev mulig.

Lovforslaget vedtaget med 119 stemmer (S, KF, V, RV, CD, KRF, FP, VS og Arne Bjerregaard (UP)); 17 (SF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Børge Bakholt (S), Bodil Dahl Christensen (KF), Lennart Larsson (V), Ole Henriksen (SF) og Jørgen Estrup (RV)