B 97 Forslag til folketingsbeslutning om begrænsning i brugen af blyholdige produkter.

Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at udarbejde en bekendtgørelse, der som hovedregel forbyder blyholdige produkter. Undtagelser herfra skal være klart specificerede og som hovedregel tidsbegrænsede. Bekendtgørelsen udarbejdes med bekendtgørelse nr. 396 af 26. juli 1983 om fremstilling og import af cadmiumholdige produkter som model.«

Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af punkt 2 i et i folketingsåret 1985-86 fremsat forslag. Se Folketingsårbog 1985-86, side 465.

Af udvalgets betænkning fremgår følgende:

»Miljøministeren har endvidere oplyst, at der i dag er enkelte anvendelsesområder, hvor viden om mulige sundheds- og miljømæssige problemer er begrænset. Det gælder særlig for brugen af bly i kemiske og industrielle produkter.

Miljøministeren har derfor tilkendegivet, at han i 1988 vil iværksætte en undersøgelse på dette område og på baggrund af resultaterne vurdere, om det er nødvendigt at tage yderligere initiativer.«

Beslutningsforslaget forkastet, idet 56 (S, SF, og VS) stemte for, 64 (KF, V, RV, CD, KRF og FP) imod.
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), Svend Åge Petersen (KF), Ole Maisted (V), Dagmar Kirstine Mørk Jensen (RV), Jens Kristian Steffensen (KrF), Hans Damgaard Nielsen (FP) og Steen Tinning (VS)