L 155 Forslag til lov om frisogne.

Af: Kirkeminister Mette Madsen (V)
Samling: 1985-86
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kirkeudvalget.

Lovforslaget tilsigtede at søge frikommuneideens principper overført til folkekirkelig regie.

Lovforslaget indeholdt en bemyndigelse til, at kirkeministeren som led i tidsbegrænsede forsøgsordninger vedrørende frisogne kunne fravige reglerne i lov om valg til menighedsråd og lov om menighedsråd med undtagelse af visse bestemmelser i de nævnte love, der ikke fandtes at burde gøres til genstand for forsøgsordninger. Endvidere indeholdt lovforslaget en bemyndigelse for kirkeministeren til at tillade forsøgsordninger vedrørende sognebåndsløsning.

For så vidt angår den øvrige kirkelige lovgivning indeholdt lovforslaget en bemyndigelse til kirkeministeren til at fastsætte regler således, at der i ret vidt omfang ville være muligheder for at godkende forsøgsordninger, der fraviger de normalt gældende regler.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik, at den overordnede målsætning først og fremmest var at søge det lokale selvstyre styrket. Eventuelle forsøgsordninger ville blive søgt iværksat provstivis, det vil sige inden for samme ligningsområde. Det var tanken højst at udpege ét provsti i hvert stift, alså højst 10 »friprovstier«, svarende til ca. 10 pct. af alle landets provstier.

Kirkeudvalget afgav beretning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Alice Holst Brask (KF), Povl Brøndsted (V), Asbjørn Agerschou (SF), Ole Vig Jensen (RV), Birgith Mogensen (CD), Kristen Poulsgaard (FP) og Jens Kristian Steffensen (KrF)