L 234 Lov om ændring af lov om fritidsundervisning m.v.

(Ændring af regler om finansiering samt forenkling af bestemmelser om godkendelse af ungdomsklubber).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Samling: 1984-85
Status: Stadfæstet
Lov nr. 273 af 06-06-1985
Efter 1. behandling henvist til uddannelsesudvalget.

Loven indebærer en omlægninng af finansieringen af ungdomsklubber, således at disse fremtidig ikke modtager statstilskud, men finansieres fuldt ud af de enkelte kommuner.

Endvidere gennemføres en forenkling af betingelserne for godkendelse af ungdomsklubber.

Om baggrunden for lovforslaget anføres i den skriftlige fremsættelsestale bl.a.:

»Forslaget er en følge af de finansieringsomlægninger inden for bistandslovens område, der er foreslået ved det af socialministeren fremsatte lovforslag om ændring af bistandsloven, se A. I. nr. 124. Herefter skal aktiviteter inden for daginstitutionsområdet, bl.a. fritids- og ungdomsklubber, overgå til fuld kommunal finansiering.«

Af udvalgets betænkning over lovforslaget fremgår det, at undervisningsministeren vil nedsætte et udvalg under folkeoplysningsudvalget, der bl.a. skal skabe grundlag for en harmonisering af reglerne om klubvirksomhed samt se på mulighederne for en forenkling og smidiggørelse af reglerne om bl.a. aldersgrænser og rammerne for klubvirksomhed (bl.a. lokaler).

Et ændringsforslag stillet af S om at ændre aldersgrænsen for at være medlem af ungdomsklubber fra 14-18 år til 14-21 år forkastedes.

Lovforslaget vedtoges med 73 stemmer (KF, V, RV, CD, KrF og FP) mod 63 (S, SF og VS).
Partiernes ordførere
Jytte Andersen (S), Karen Højte Jensen (KF), Helge Sander (V), Hanne Thanning Jacobsen (SF), Ole Vig Jensen (RV), Elisabeth Bruun Olesen (VS) og Helge Dohrmann (FP)