L 128 Lov om skibes besætning.

Af: Industriminister Ib Stetter (KF)
Samling: 1984-85
Status: Stadfæstet
Lov nr. 239 af 06-06-1985
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Loven indebærer i forhold til tidligere lov ændrede bemandingsskalaer, der stort set afspejler den faktiske bemanding i dag. Disse bemandingsskalaer skal skibstilsynet anvende som udgangspunkt ved fastsættelse af besætningen.

Loven indeholder en bemyndigelse for direktøren for statens skibstilsyn til i visse tilfælde at fastsætte en besætning, der kvalitativt og/eller kvantitativt er forskellig fra den besætning, skalaerne angiver. Direktørens afgørelse kan af parterne indbringes for det ved loven opretholdte paritetisk sammensatte besætningsnævn, hvis afgørelser som hidtil ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til sønæringslov, forslag til lov om ændring af lov om søfartsuddannelse og forslag til lov om ændring af sømandsloven, se nærmest følgende sager, og om baggrunden for disse 4 lovforslag om søfartsforhold er der i den fælles skriftlige fremsættelsestale bl.a. henvist til den teknologiske udvikling på skibsfartsområdet og til den udvikling, der i øvrigt har fundet sted i international skibsfart gennem de senere år. Formålet med lovforslaget er gennem en række nydannelser i skibsfartslovgivningen at tilvejebringe forudsætningen for en gunstigere udvikling for dansk skibsfart.

Specielt om baggrunden for nærværende lovforslag er der bl.a. henvist til, dels at afstanden mellem gældende lovs bemandingsskalaer og de faktisk fastsatte bemandinger er urimelig stor, dels at gældende lov ikke længere indholder den fornødne fleksibilitet til at tilpasse bemandingen både kvalitativt og kvantitativt til ny teknologi og nye driftsformer i en moderne handelsflåde som den danske.

I udvalgets betænkning stillede SF en række ændringsforslag, som dog ikke blev vedtaget.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 72 stemmer (KF, V, RV, CD, KrF og FP) mod 68 (S, SF og VS).
Partiernes ordførere
Arne Jensen (S), Arne Lund (KF), Jens Skrumsager Skau (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), René Brusvang (CD), Aase Olesen (RV), Inger Stilling Pedersen (KrF), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Helge Dohrmann (FP)