B 82 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af reglerne om udgang for de indsatte i anstalter og arresthuse.

Samling: 1984-85
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Efter forslaget til folketingsbeslutning skulle folketinget opfordre regeringen til at ændre reglerne om udgang for de indsatte i anstalter og arresthuse, således

– at normen for udgang med henblik på besøg hos bestemte personer fastlægges som én udgang å 53 timer hver anden uge,

– at retten hertil indtræder fra straffuldbyrdelsens begyndelse og uanset straffens længde, medmindre der ved domsafsigelsen er truffet anden bestemmelse,

– at fortabelse af udgang ikke kan anvendes som sanktion i forbindelse med håndhævelsen af fængslernes disciplinære regler,

– at fortabelse af udgang kan ske som følge af konkret misbrug i form af udeblivelse eller ny kriminalitet, idet dog fængselsledelsens beslutning herom af den indsatte kan indbringes for domstolene eller for en anden uafhængig dømmende myndighed med kompetence i fuldbyrdelsessager, samt

– at fradømmelse af retten til udgang i intet tilfælde kan ske for mere end 6 måneder ad gangen.

Beslutningsforslaget blev fremsat sammen med forslag til folketingsbeslutning om bekæmpelse af kriminaliteten, nedsættelse og systematisering af strafferammerne, aftrapning af frihedsstraffen og udvidet anvendelse af alternative sanktioner (se B. II. nr. 64) og de herunder omtalte beslutningsforslag og lovforslag, hvorfor der med hensyn til forslagets baggrund m.v. kan henvises til omtalen heraf.

Forslaget til folketingsbeslutning kom til 1. behandling sammen med forslag til folketingsbeslutning om ændring af bestemmelserne om prøveløsladelse og om sikring af de indsattes retssikkerhed i sager om afslag på prøveløsladelse (se nærmest følgende sag).

Med hensyn til nærværende beslutningsforslag kunne hverken justitsministeren eller regeringspartiernes ordførere umiddelbart støtte dette og henviste i øvrigt til straffelovrådets overvejelser vedrørende sanktionssystemet, mens ordførerne fra S, SF og RV syntes at kunne give forslaget deres tilslutning.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Torben Lund (S), Svend Åge Petersen (KF), Helge Sander (V), Ebba Strange (SF), Birgith Mogensen (CD), Bernhard Baunsgaard (RV) og Jørgen Lenger (VS)