Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte de nødvendige lovforslag til ændring af forskellige love med henblik på en ensretning af erstatningsstørrelsen i tilfælde af usaglig afskedigelse til mindst 78 ugers løn.«

Om baggrunden for forslaget er oplyst følgende i de ledsagende bemærkninger:

»Der er til forskellig tid forskellig opfattelse af, hvor belastende det er at miste sit arbejde. I dag må det anses for noget nær en katastrofe.

Forskellige tiders opfattelse har – sammen med andre faktorer – givet sig udslag i forskellige maksimumsgrænser for erstatning ved usaglig afsked.

[Se oversigt i Folketingsårbogen 1984-85, side 346]

Arbejdsgiveren skal bøde forskelligt – ikke efter handlingens indhold, men efter tanken bag den.

Arbejdsgiveren bøder forskelligt efter eget valg. For hvem kan granske hans hjerte og nyrer efter forklaringen på afskedigelsen. Han kan udmærket sige ét og mene noget andet.

Han kan beslutte sig for at ville afskedige medarbejderen og derefter beslutte sig for begrundelsen. Han kan slå op i »tabellen« og finde den for ham billigste påstand.

Erstatningerne må rettes op efter, at det i dag er en tungere belastning at miste sit arbejde, end det var ved fastsættelsen af de henholdsvis 3 måneders og 26 ugers løn som erstatning.

Erstatningernes størrelse skal kunne afskrække arbejdsgiveren fra usaglige afskedigelser.

Som erstatningerne er i dag, vil den »billigste« påstand samtidig være den, der hårdest belaster den afskedigede.

En funktionær, der afskediges med begrundelsen »samarbejdsvanskeligheder«, vil oftest have svært ved at finde andet arbejde igen. Begrundelsen er meget almindeligt brugt – også, hvor der er al mulig grund til at mene, at begrundelsen dybest set er en anden.«

Arbejdsmarkedsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.