L 69 Lov om ændring af lov om smitsomme sygdomme hos husdyrene

Af: Landbrugsminister Niels Anker Kofoed (V)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 191 af 09-05-1984
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Loven giver hjemmel til at kunne fastsætte bestemmelser om udtagning af prøver fra husdyr til undersøgelse for herpesvirus-infektioner som f.eks. Aujeszkys sygdom (falsk hundegalskab) hos svin. Herved kan der ved gennemførelse af en bekæmpelsesplan skabes kendskab til alle husdyrs/bestandes sundhedsmæssige tilstand i relation til en nærmere bestemt herpesvirus-infektion. Der vil endvidere forud for iværksættelsen af en egentlig bekæmpelsesplan kunne skabes den fornødne oversigt over en herpesvirus-sygdoms udbredelse, hvilket kan være en væsentlig forudsætning for at iværksætte de rigtige bekæmpelsesforanstaltninger.

Loven giver endvidere hjemmel til at fastsætte, at udgifter i forbindelse med de anførte prøver - udtagning og undersøgelse - skal afholdes af dyrets ejer. Ved denne hjemmel vil der i konkret opståede sygdomssituationer bl.a. efter drøftelse med de berørte interesseorganisationer kunne ske afklaring af, om det offentlige, erhvervet eller den enkelte ejer (eventuelt en kombination af disse muligheder) skal afholde udgifterne.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 131 stemmer.
Partiernes ordførere
Henning Nielsen (S), Jens Peter Rønholt (KF), Povl Brøndsted (V), Inger Harms (SF), René Brusvang (CD), Hans Larsen-Ledet (RV), Ove Jensen (FP) og Arne Bjerregaard (KrF)