L 6 Lov om ændring af lov om saltvandsfiskeri

Af: Fiskeriminister Henning Grove (KF)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 302 af 06-06-1984
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Lovens formål er i første række at regulere bierhvervsfiskeriet.

Loven indebærer, at de ca. 500 bierhvervsfiskere, som indtil udgangen af 1983 har haft ret til at drive bierhvervsfiskeri, vil kunne fortsætte hermed. Endvidere indebærer loven, at erhvervsfiskere, som ønsker at nedtrappe deres fiskeri, vil få adgang til at drive bierhvervsfisker i.

Denne fortsættelse og udvidelse af bierhvervsfiskeriet er begrundet i bierhvervsfiskeriets betydning for de mindre havne og for den småindustri, som i disse havne har tilknytning til fiskerierhvervet. Såfremt bierhvervsfiskeriet helt ophører, kan eksistensgrundlaget for disse havne og for småindustrien med tilknytning til fiskerierhvervet forudses at blive væsentligt forringet.

Endelig indeholder loven en bemyndigelse for fiskeriministeren til at gøre undtagelser fra betingelserne for retten til at drive erhvervs- og bierhvervsfiskeri, og dette er udtryk for et ønske, som også tidligere fiskeriministre har næret, om at kunne imødekomme anmodninger fra såvel kriminalforsorgen som sociale institutioner og revalideringscentre om udvidet adgang til at hjælpe personer i gang med et erhverv, og i dette tilfælde fiskerierhvervet.

I betænkningen blev der af fiskeriministeren stillet ændringsforslag, hvorefter adgangen til bierhvervsfiskeriet blev yderligere lempet. Baggrunden herfor var et ønske om at bevare fiskeriet på de mindre, lokale fiskepladser. Ansøgningerne om at blive bierhvervsfisker skal afgøres af et nævn med repræsentation fra de berørte organisationer. Ændringsforslagene blev vedtaget ved 2. behandling.

Lovforslaget, der var en genfremsættelse af et i 1. samling fremsat forslag (se 1. samling. A.II., nr. 13), blev ved 3. behandling vedtaget med 146 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS, KrF og FD) mod 5 (FP).
Partiernes ordførere
Arne Jensen (S), Henning Andersen (KF), Svend Heiselberg (V), Inger Harms (SF), Addi Andersen (CD), Hans Larsen-Ledet (RV), Ove Jensen (FP) og Arne Bjerregaard (KrF)