Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om ændring af lov om tilskud til Grønlands hjemmestyre og de grønlandske kommuner, se A.I. nr. 26.
Ved loven tydeliggøres kompetencedelingen mellem rigsmyndighederne og hjemmestyret, samtidig med at kontrol- og sanktionsbestemmelserne ajourføres i lyset af erfaringerne fra administrationen af den gældende lov om erhvervsmæssigt fiskeri, fangst og jagt.
Lovens anvendelsesområde er derfor afgrænset ud fra landstingsloven om erhvervsmæssigt fiskeri, fangst og jagt, således at den omfatter erhvervsmæssigt fiskeri, fangst og jagt, der udøves af andre end grønlændere, samt den regulering af grønlandsk erhvervsmæssigt fiskeri, fangst og jagt, der er en direkte følge af internationale forpligtelser.
Endvidere justeres kontrolbestemmelserne, og der skabes hjemmel til at fastsætte sanktioner for overtrædelse af EF- forordninger på fiskeriområdet, der er umiddelbart gældende for Grønland.
Der indføres et selvstændigt bødeansvar for den, der ejer eller råder over et fartøj.
Da de hidtil gældende bestemmelser om konfiskation har givet anledning til tvivl, er de i loven udformet således, at der ved ulovligt fiskeri kan ske konfiskation af et fartøjs fangst eller værdien heraf med undtagelse af fangst, der godtgøres at hidrøre fra lovlig virksomhed.
Om baggrunden for lovforslaget oplystes følgende i de ledsagende almindelige bemærkninger:
»Grønlands hjemmestyre overtog i overensstemmelse med hjemmestyrelovgivningen pr. 1. november 1980 en del af kompetencen på fiskeriområdet, jfr. landstingslov nr. 4 af 13. oktober 1980 om erhvervsmæssigt fiskeri, fangst og jagt. Den kompetence, som Grønlands hjemmestyre på dette tidspunkt ønskede at overtage, angik reguleringen af det grønlandske fiskeri, nærmere bestemt som den grønlandske erhvervsmæssige udnyttelse af de levende ressourcer på det grønlandske fiskeri- og landterritorium, bortset fra den regulering af grønlandsk fiskeri, fangst og jagt, som er en direkte følge af internationale forpligtelser.
Samtidig med overtagelsen af den nævnte kompetence ophævedes lov nr. 413 af 13. juni 1973 om erhvervsmæssigt fiskeri, fangst og jagt, for så vidt angår det overtagne område. Denne lov ophævedes således ikke i sin helhed, men er stadig gældende for regulering af ikke-grønlandsk fiskeri i grønlandske farvande samt for gennemførelsen af internationale forpligtelser også for så vidt angår grønlandsk fiskeri, fangst og jagt.
Den indskrænkning af området for lov nr. 413 af 13. juni 1973, som skete ved landstingslov nr. 4 af 13. oktober 1980, fremgår ikke af den førstnævnte lovs indhold, hvorfor kompetencedelingen på fiskeriområdet mellem rigsmyndigheder og hjemmestyret ikke er umiddelbart gennemskuelig for de myndigheder, der skal anvende loven i praksis eller for borgerne.
Formålet med nærværende lovforslag er derfor at revidere lov nr. 413 af 13. juni 1973, således at det fremgår, hvilken kompetence der henhører under rigsmyndighederne, og således at denne lov og landstingsloven fremstår som komplementære på området vedrørende den nationale regulering af fiskeri, fangst og jagt i grønlandske farvende og på landterritoriet. Endvidere er foreslået mindre justeringer vedrørende kontrollen med fiskeriet i lyset af de senere års erfaringer, samt en revision af reglerne om bøde og konfiskation, jfr. bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.«
Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 127 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS og KrF) mod 5 (FP).