L 193 Forslag til lov om ændring af lov om skattemæssige afskrivninger.

(Afskrivninger under ét af bygninger m.m.).

Samling: 1982-83
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Efter lovforslaget skulle skattemæssig afskrivning foretages under ét for bygninger og installationer samt for udgifter til ombygning og forbedring af bygninger.

Om baggrunden for lovforslaget hedder det i ledsagende bemærkninger bl.a.:

»Nærværende forslag tilsigter at opnå en tilsvarende besparelse for overflødigt papirnusseri på området fast ejendom som den gevinst, der i 1957 blev opnået på løsøreområdet.«

Ved 1. behandling blev lovforslaget afvist såvel af ministeren for skatter og afgifter som af de øvrige partiers ordførere, der bl.a. gav udtryk for, at lovforslaget efter deres opfattelse ikke ville føre til den ønskede forenkling.

Skatte- og afgiftsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Ole Stavad (S), Eva Bente Møller (KF), Anders Christian Poulsen (V), Marianne Bentsen-Pedersen (SF), Ove Jensen (FP), Bent Stubkjær Pedersen (CD), Aase Olesen (RV) og Arne Bjerregaard (KrF)