B 57 Forslag til folketingsbeslutning om ændret opgørelse af andelsforeningers og andelsselskabers skattepligtige indkomst

Samling: 1982-83
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ifølge forslaget til folketingsbeslutning skulle regeringen pålægges - til fremsættelse og vedtagelse i næste folketingsår - at udarbejde forslag til en ændring af selskabsskatteloven, så andelsforeninger og -selskaber blev beskattet på grundlag af en indkomstopgørelse efter samme principper som aktie- og anpartsselskaber.

Om baggrunden for beslutningsforslaget hed det i de ledsagende bemærkninger bl.a.:

»De gældende særregler for andelsselskaber m.v. er overvejende historisk begrundede og uden særlig berettigelse i nutiden. Fra private virksomheder, der konkurerer med andelsselskaber, har der vedvarende været kritik af den skattemæssige forskelsbehandling.

Enhver »asymmetri« giver anledning til spekulation mod skattesystemet. Andelsselskabernes massive deltagelse i arrangementer med salg og tilbageleasing i ibrugværende produktionsudstyr er et eksempel herpå....«

Ved 1. behandling oplyste ministeren for skatter og afgifter, at han for nylig havde nedsat et hurtigtarbejdende udvalg, der skulle foretage en gennemgribende undersøgelse af problemerne omkring leasingkontrakter i det hele taget, og at han ikke kunne anbefale beslutningsforslaget. Heller ikke blandt de øvrige partiers ordførere syntes der at være flertal for at støtte forslaget i den foreliggende form.

Skatte- og afgiftsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Mogens Lykketoft (S), Mogens Camre (S), Lars P. Gammelgaard (KF), Anders Christian Poulsen (V), Ib Bjørn Poulsen (SF), Poul Emmert Andersen (CD), Mogens Glistrup (FP), Bernhard Baunsgaard (RV), Preben Wilhjelm (VS) og Arne Bjerregaard (KrF)