B 53 Folketingsbeslutning om udarbejdelse af en fondsbeskatningslov

Samling: 1982-83
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Folketingsbeslutningen har fig. ordlyd:

»Folketinget pålægger regeringen at udarbejde forslag til en fondsbeskatningslov til fremsættelse og vedtagelse i næste folketingsår med henblik på ikrafttræden hurtigst praktisk muligt. Forslaget skal tage udgangspunkt i fondsudvalgets betænkning.«

Som begrundelse for forslagets fremsættelse anførtes flg. i de ledsagende bemærkninger:

»Det har i årevis været kritiseret, at private fonde bliver udnyttet til skatteunddragelse, og i juni 1978 førte kritikken til nedsættelse af et udvalg der nu 4 1/2 år senere er barslet med en betænkning.

Det ligger nu klart, at der er flertal i folketinget for at vedtage en lov om fonde og en lov om erhvervsdrivende fonde i indeværende samling, så registreringen af eksisterende fonde kan påbegyndes. Derimod kan der ikke i denne samling vedtages en fondsbeskatningslov, dels fordi det er nødvendigt, at registreringen påbegyndes først, og dels fordi betænkningen ikke indeholder et egentligt forslag til en fondsbeskatningslov, men kun principperne for en sådan. Der forestår derfor et betydeligt lovforberedende arbejde.

For at sikre, at en fondsbeskatningslov ikke forsinkes unødigt, pålægges det regeringen at lade dette lovforberedende arbejde udføre.

Forslagsstillerne kan ikke på nuværende tidspunkt tage stilling til enkelthederne i det skattesystem, der diskuteres i betænkningen. Forslagsstillerne henstiller derfor, at der i bemærkningerne eller i et bilag fremlægges alternative formuleringer svarende til de indstillinger i betænkningen, som ikke er fulgt ved udarbejdelse af lovforslaget.«

Ved 2. (sidste) behandling blev forslaget vedtaget med 78 stemmer mod 64 (KF, V, FP, CD og KrF) medens 1 (Sønderby (V)) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Bernhardt Tastesen (S), Hagen Hagensen (KF), Anders Christian Poulsen (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Erling Askjær Jørgensen (FP), Poul Emmert Andersen (CD), Bernhard Baunsgaard (RV) og Preben Wilhjelm (VS)