L 88 Lov om ændring af lov om retsafgifter.

(Udlæg i tilslutning til tilbagetagelsesforretninger m.v.).

Af: Justitsminister Ole Espersen (S)
Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 276 af 09-06-1982
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Med loven om ændring af retsafgiftsloven gennemførtes særlige afgiftsregler for begæringer om foretagelse af udlæg i forbindelse med tilbagetagelsesforretninger efter reglerne i kreditkøbslovforslaget, jfr. nærmest foranstående sag.

Lovforslaget havde været fremsat en gang tidligere, se 1. samling, A.II, nr. 23. Det blev fremsat og kom til 1. behandling sammen med det nærmest foranstående forslag til lov om køb på kredit. Der blev ikke fremsat ændringsforslag, og lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 85 stemmer (S, SF, RV og VS samt Bente Juncker (CD) og Stubkjær Pedersen (CD)). Imod stemte 65 (KF, V, FP, CD (bortset fra ovennævnte) og KrF). Ingen undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Annelise Gotfredsen (KF), Anders Christian Poulsen (V), Inger Harms (SF), John Lawaetz (FP), Frode Nør Christensen (CD), Aase Olesen (RV) og Preben Wilhjelm (VS)