L 144 Forslag til lov om biblioteker.

Af: Minister for kulturelle anliggender Lise Østergaard (S)
Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Lovforslaget indebar en revision af reglerne for dansk biblioteksvæsen og omfattede såvel folkebibliotekerne som de offentlige forskningsbiblioteker.

Lovforslaget tilsigtede at understrege helheden i dansk biblioteksvæsen. I konsekvens heraf skulle der ifølge lovforslaget oprettes et biblioteksdirektorat under ministeriet for kulturelle anliggender, der skulle varetage ministeriets administration af det samlede biblioteksvæsen, herunder foretage en prioritering af ressourcefordelingen mellem de enkelte forskningsbiblioteker. De vigtigste hovedfagbiblioteker skulle af hensyn hertil samles under ministeriet for kulturelle anliggender. I forbindelse med denne samling af forskningsbibliotekerne skulle der ske en økonomisk styrkelse af disse.

Med lovforslaget forudsattes folkeskolelovens § 17, stk. 2 og 3, hvorefter skolebibliotekerne overføres til undervisningsministeriet, sat i kraft.

Det blev endvidere foreslået, at statsrefusionen til kommunernes drift af folkebiblioteker skulle afløses af bloktilskud, og i forbindelse hermed skulle der stilles krav til det enkelte folkebibliotek om heltidsbetjening, om etablering af en musiksamling, hvor en sådan ikke allerede findes - eventuelt i samarbejde mellem flere kommuner - om folkebiblioteksbetjening af personer på institutioner og i hjemmet, der er afskåret fra at komme på folkebibliotek, samt om udbygning med filialer, hvor dette ikke er gennemført i nødvendigt omfang. Disse krav skulle på et minimumsniveau være gennemført 3 år efter lovens ikrafttræden, der var fastsat til 1. januar 1983.

Lovforslaget indebar endvidere, at en række tilskud skulle optages på de årlige bevillingslove. En del af disse er videreførelse af allerede nu ydede tilskud, men blandt andet tilskuddet til drift af en central samling af biblioteksmateriale for indvandrerne foreslås væsentligt forøget. Til afløsning af den nuværende rådighedssum for folkebiblioteker foreslås en fælles rådighedssum for folke- og forskningsbiblioteker.

Endelig skulle det eksisterende tilskud til kommunerne til etablering af drift af lydaviser i folkebibliotekernes regie afløses af et tilskud til forbedring af biblioteksbetjeningen for blinde og svagtseende.

Lovforslaget er udarbejdet på grundlag af bibliotekskommissionens betænkning nr. 878/1979, herunder de to lovudkast, som betænkningen indeholder.

Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til lov om biblioteker af Steffensen (KrF) m.fl., se under A. II. nr. 41.

Ved 1. behandling udtrykte ordførerne fra de politiske partier med undtagelse af ordføreren fra S store betænkeligheder ved en eller flere af de nydannelser, som lovforslaget indebar.

Udvalget afgav en beretning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Mette Groes (S), Eva Bente Møller (KF), Povl Brøndsted (V), Ingerlise Koefoed (SF), Kristen Poulsgaard (FP), Arne Melchior (CD), Hans Larsen-Ledet (RV), Steen Folke (VS) og Jens Kristian Steffensen (KrF)