L 129 Lov om ændring af ligningsloven.

(Begrænsning af fradragsretten for løbende ydelser).

Af: Minister for skatter og afgifter Mogens Lykketoft (S)
Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 199 af 18-05-1982
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Iflg. loven indføres der en 10.000 kr.s beløbsbegrænsning for fradrag for ensidigt løbende ydelser såvel til personer og dødsboer her i landet som til personer og dødsboer i udlandet, medens fradragsretten ophæves helt for ensidigt og gensidigt påtagne løbende ydelser til foreninger m.v., der ikke er godkendt som almenvelgørende efter ligningslovens § 8 A, eller som ikke er her i landet hjemmehørende religiøse samfund m.v.

Lovforslaget omfattede oprindelig også gensidig påtagne ydelser, men ministeren for skatter og afgifter stillede i udvalgets tillægsbetænkning ændringsforslag om opretholdelse af gældende retstilstand, dog skulle der fortsat ikke være fradragsret for gensidigt løbende ydelser til familiefonde og lignende.

Ved 1. behandling blev lovforslaget positivt modtaget af ordførerne for S, SF og KrF.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 74 stemmer mod 66 (KF, V, FP, CD og RV). Ingen stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Hans Erenbjerg (S), Hagen Hagensen (KF), Anders Fogh Rasmussen (V), Marianne Bentsen-Pedersen (SF), Thure Barsøe-Carnfeldt (FP), Poul Emmert Andersen (CD), Bernhard Baunsgaard (RV) og Arne Bjerregaard (KrF)