B 27 Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af erhvervslivets vilkår.

Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Efter forslaget til folketingsbeslutning opfordredes regeringen til dels at fremsætte lovforslag og dels at igangsætte yderligere aktivitet for at forbedre mulighederne for øget produktion og beskæftigelse i det private erhvervsliv.

Efter forslaget skulle en sådan forbedring af erhvervslivets vilkår bygge på følgende hovedelementer:

A. Forslag om en ændret erhvervsbeskatning, der sikrer en betydelig reduktion af erhvervenes omkostningsniveau på en måde, som fremmer selvfinansieringen og opmuntrer til øgede investeringer.

B. Forslag om afvikling af erhvervshæmmende regler i gældende love og administrative forskrifter.

C. Pålæg til de enkelte ministerier om at sikre, at der foretages vurderinger og beregninger af de praktiske konsekvenser for virksomhederne af enhver ny lovgivning m.v., som på grund af øgede driftsudgifter påvirker virksomhedernes omkostningsniveau og konkurrenceevne.

D. Udbygning af de generelle erhvervsfremmeordninger.

E. Forslag om ændring af monopolloven, så virksomhederne gives mulighed for en større indtjening.

F. Udbygning af kreditordningerne, som led i dansk u-landsbistand, så der skabes bredere mulighed for, at danske virksomheder kan inddrages.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Henning Baunbæk Dyremose (KF), Uffe Ellemann-Jensen (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Erling Askjær Jørgensen (FP), Carl Hahn (CD), Janne Normann (RV) og Arne Bjerregaard (KrF)