L 104 Lov om ændring af lov om forbrugerklagenævnet.

Af: Industriminister Erling Jensen (S)
Samling: 1980-81
Status: Stadfæstet
Lov nr. 238 af 19-05-1981
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Loven, der trådte i kraft 1. juli 1981, justerer og præciserer nogle af reglerne for behandling af forbrugersager og tydeliggør samspillet mellem domstols- og klagenævnsbehandling.

Loven klarlægger således ved en ny affattelse af § 1, at klagenævnet har kompetence til at tage stilling til rent juridiske spørgsmål i tilknytning til klagen, idet nævnet kan tage stilling til samtlige omstændigheder i retsforholdet mellem parterne.

Der skabes endvidere hjemmel for, at klagenævnets sekretariat kan bemyndiges til at træffe afgørelser i klagesager vedrørende varer, arbejds- og tjenesteydelser til pris under en bestemt grænse.

Loven præciserer, at nævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, ligesom nævnet kan bestemme, at den tabende part helt eller delvis skal afholde udgifterne ved indhentning af sagkyndig erklæring eller betalte gebyrer.

Endelig bestemmer loven i § 10, stk. 2, at nævnsafgørelser, som ikke efterleves af de erhvervsdrivende, indbringes for domstolene af klagenævnets sekretariat, i stedet for som nu af forbrugerombudsmandsinstitutionen.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med det af justitsministeren fremsatte forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje. (Behandling af sager af mindre værdi) (se A. II. nr. 8). Det indeholdt i sin oprindelige form (§ 1, nr. 4) en bestemmelse om, at retten kunne nægte at udsætte og oversende en retssag til klagenævnsbehandling, hvis det måtte anses for åbenbart, at der ikke kunne gives forbrugeren medhold i hans klage, eller sagen ikke skønnedes egnet til behandling ved nævnet, og en tilsvarende bestemmelse var foreslået indsat i retsplejeloven.

Da justitsministerens lovforslag ikke blev gennemført i folketingssamlingen måtte denne bestemmelse udgå af loven om forbrugerklagenævnet.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 131 stemmer mod 17 (FP, Nathalie Lind (V) og Kofoed (V)), medens 3 medlemmer (DR) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Anders Fogh Rasmussen (V), Ole Bernt Henriksen (KF), Erling Askjær Jørgensen (FP), Karl Kjelgaard (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Janne Normann (RV), Niels Bollmann (CD) og Alfred Hansen (DR)