B 14 Forslag til folketingsbeslutning om beskatning af fortjeneste og tab ved salg eller anden afståelse af aktier og anparter

Af: Hagen Hagensen (KF) , Keld Andersen (KF) , Poul Schlüter (KF) og Ib Stetter (KF)
Samling: 1980-81
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ved beslutningsforslaget opfordredes regeringen til at udarbejde forslag til lov om beskatning af fortjeneste og tab ved salg eller anden afståelse af aktier og anparter. Beskatning skulle efter forslaget beregnes efter en indekseringsordning, eller der skulle alternativt indføres regler om beskatning svarende til den norske ordning, således at der i Danmark blev skattefrihed ved salg efter to års besiddelse.

Forslaget om en indekseringsordning var en genfremsættelse af et i folketingsåret 1979-80 (2. samling) fremsat forslag, se Folketingsårbog 1979-80 side 497.

Under forslagets 1. behandling oplyste ministeren for skatter og afgifter, at regeringen overvejede et konkret lovudspil på dette område.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), Anders Christian Poulsen (V), Hagen Hagensen (KF), Mogens Glistrup (FP), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Arne Melchior (CD), Arne Bjerregaard (KrF) og Preben Wilhjelm (VS)