L 89 Lov om ændring af borgerlig straffelov.

(Pornografiske billeder af børn).

Af: Justitsminister Henning Rasmussen ()
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 252 af 16-06-1980
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Ved loven affattedes straffelovens § 235 således:

»§ 235. Den, som erhvervsmæssigt sælger eller på anden måde udbreder eller med forsæt hertil fremstiller eller skaffer sig utugtige fotografier, film eller lignende af børn, straffes med bøde.«

Samtidig gennemførtes en ændring af retsplejeloven, således at sager om overtrædelse af denne bestemmelse skulle være statsadvokatsager.

Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til lov om ændring af borgerlig straffelov (Forbud mod salg m.v. af børnepornografiske blade og film) [af Inge Krogh (KrF) m. fl.], se under A II, nr. 29.

Om baggrunden for nærværende lovforslags fremsættelse oplyste justitsministeren i fremsættelsestalen, at den daværende justitsminister i forbindelse med udvalgsbehandlingen af et lignende lovforslag fremsat af kristeligt folkeparti i folketingsåret 1978-79, se folketingsårbog 1978-79 siden 302, havde givet udtryk for, at justitsministeriet - i samarbejde med straffelovrådet - ville overveje udformningen af et forbud mod salg m.v. af børnepornografi.

I udvalgsbetænkningen stilledes af justitsministeren ændringsforslag om ændring af det oprindeligt anvendte udtryk »fotografier« til »fotografier, film eller lignende«. Dette ændringsforslag samt et ændringsforslag om udskydelse af ikrafttrædelsen blev vedtaget ved 2. behandling. Ændringsforslag fra kristeligt folkepartis medlem af udvalget om også i bestemmelsen at nævne »tegninger og videobånd« samt om fastsættelse af en aldersgrænse på 18 år, fra venstres, det konservative folkepartis og kristeligt folkepartis medlemmer af udvalget om hævelse af strafferammen til bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder og fra Wilhjelm (VS) m. fl. om undtagelse af kopier af optagelser, som var i distribution inden lovens ikraftræden (stillet uden for betænkning), blev derimod alle forkastet ved 2. behandling.

Det fremgik allerede af udvalgsbetænkningen, at en del partigrupper var delt i indstillingen til lovforslaget, og ved 3. behandlingen blev lovforslaget vedtaget med 126 stemmer mod 22, 7 stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Nathalie Lind (V), Ole Pilgaard Andersen (FP), Annelise Gotfredsen (KF), Marianne Bentsen-Pedersen (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Mimi Jakobsen (CD), Preben Wilhjelm (VS), Inge Krogh (KrF) og Lis Starcke (DR)