Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven, der trådte i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende og havde virkning indtil den 31. december 1979, begrænsede forsikringsselskabernes og pensionskassernes adgang til at anbringe deres midler, således som denne adgang er hjemlet i lovgivningen herom. Den indebar, at disse midler i lovens gyldighedsperiode kun kunne anbringes i aktier, anparter og obligationer samt i egne faste ejendomme, medens navnlig udlån mod pant i fast ejendom blev forbudt.

Ifølge lovens § 1 og § 2 må forsikringsselskaber og pensionskasser kun anbringe deres midler på nærmere angiven måde. De bestemmelser, der henvises til i § 1, stk. 1, og § 2, stk, 1, omfatter obligationer og selskabernes og pensionskassernes egne faste ejendomme. Modsætningsvis forbydes navnlig lån mod pant i fast ejendom samt lån mod sikkerhed i livsforsikringspolicer. Dette indebærer, at der gives selskaberne samme adgang som hidtil til at købe aktier, anparter og konvertible gældsbreve.

Bestemmelsen i § 1, stk. 1, omfatter både livs- og skadesforsikringsselskaber, herunder udenlandske selskabers generalagenturer. Dog er det nødvendigt i § 1, stk. 3, at undtage virksomhed, der udøves i udlandet, i det omfang det kræves af den anvendelige udenlandske lov.

§ 2 omfatter alle pensionskasser. Da der er pensionskasser, der ikke er under tilsyn efter pensionskasseloven, er det nødvendigt ved § 2, stk. 3, at medtage disse pensionskasser.

Lovens § 3 fastslår, at aktiver erhvervet ved anbringelser i strid med §§ 1 og 2 skal afhændes. Afhændelsen skal ske inden for en af forsikringsrådet fastsat frist.

Ifølge § 4 fører forsikringsrådet tilsyn med overholdelsen af §§ 1-3. Bestemmelserne om tilsyn, tavshedspligt og tvangsbøder i lovene om forsikringsvirksomhed og pensionskasser gøres i 2. pkt. tilsvarende anvendelige.

Loven, der ifølge § 5 også gælder for statsanstalten for livsforsikring, har virkning for dispositioner, hvor bindende aftale er indgået senest den 7. november 1979. Det fremgår af § 6, stk. 2, 2. pkt., at der ikke kan straffes for anbringelser før lovens ikrafttræden.

Baggrunden for lovforslaget fremgik bl. a. af den redegørelse, som statsministeren gav folketinget den 6. november 1979 på dets første møde efter valget den 23. oktober 1979 (se C. II. nr. 1).

For at skaffe regeringen tid til atudforme en langsigtet økonomisk politik var det nødvendigt at gennemføre en række love af midlertidig karakter: forslag til lov om inidlertidigt stop for lønstigninger (A. I. nr. 1), forslag til lov om midlertidig begrænsning i adgangen til tinglysning af visse pantebreve i fast ejendom (A. I. nr. 19), forslag til lov om ændring af lov om ejerlejligheder (stop for udstykning af ejendomme opført før 1966) (A. I. nr. 22) og forslag til lov om midlertidigt stop for priser, huslejer, takster, honorarer, udbytter m. v. (nærmest foranstående sag).

Ved lovforslagets 3. behandling vedtoges et ændringsforslag om, at loven først skulle have gyldighed for anbringelser af midler den 7. november 1979 eller senere mod som oprindelig foreslået den 5. november 1979, og lovforslaget blev vedtaget med 90 stemmer mod 64 (KF, CD, V, FP, KrF), medens 5 medlemmer (DR) undlod at stemme.