L 215 Lov om ændring af lov om afgift af charterflyvning.

Af: Minister for skatter og afgifter Karl Hjortnæs (S)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 226 af 04-06-1980
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ved loven blev charterafgiften med virkning fra 1. august 1980 forhøjet fra 125 kr. til 180 kr.

Lovforslaget var et led i regeringens samlede økonomiske politik, som foruden dette omfattede en række andre samtidig fremsatte forslag, der er anført under forslag til lov om ændring af merværdiafgiftsloven. (Forhøjelse af afgiften). (Se A.I. nr. 113).

Lovforslaget kom til 1. og 2. behandling sammen med forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet, forslag til lov om ændring af lov om afgift af visse olieprodukter, forslag til lov om ændring af lov om afgift af benzin og forslag til lov om ændring af lov om afgift af gas (se de nærmest foranstående sager).

Det anførtes i fremsættelsestalen, at lovforslaget ligesom forslagene om forhøjelse af energiafgifterne skulle ses på baggrund af nødvendigheden af at nedsætte forbruget af fremmed valuta.

I udvalgsbetænkningen var af ministeren stillet ændringsforslag om ikrafttrædelsestidspunkt, hvilket blev vedtaget. Endvidere blev af FP's og DR's medlemmer af udvalget stillet ændringsforslag om undtagelse af børn og folkepensionister for charterafgiften. Dette blev forkastet. Under 3. behandling blev der af Voigt (FP) stillet forslag om henvisning til skatte- og afgiftsudvalget. Dette blev forkastet med 83 stemmer (S, RV, CD, KrF og Steenholdt) mod 80 stemmer. Herefter blev lovforslaget vedtaget med 84 stemmer (S, RV, CD, KrF og Steenholdt) mod 80. Ingen undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), Ove Jensen (FP), Uffe Ellemann-Jensen (V), Hagen Hagensen (KF), Ole Kalnæs (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Niels Bollmann (CD), Mikael Lennart Waldorff (VS) og Arne Bjerregaard (KrF)