L 64 Lov om ændring af lov om fritidsundervisning m.v.

(Obligatorisk knallertundervisning).

Af: Undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S)
Samling: 1978-79
Status: Stadfæstet
Lov nr. 50 af 14-02-1979
Efter 1. behandling henvist til uddannelsesudvalget.

Ved loven bestemmes, at den obligatoriske knallertundervisning henlægges til de kommunale ungdomsskoler. Deltagelse i undervisningen er vederlagsfri og dens varighed vil højst blive 24 timer.

Baggrunden for lovforslaget er, at der ved lov nr. 302 af 8. juni 1977 i færdselsloven blev indført krav om obligatorisk knallertundervisning for unge under 18 år. Pligten til at etablere fornøden undervisning, hvis nærmere indhold skal fastsættes af justitsministeren, blev pålagt kommunerne.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 158 stemmer, medens 19 (SF, DKP og VS) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Mogens Voigt (FP), Birthe Juel-Jensen (V), Bodil Liventhal (CD), Keld Andersen (KF), Ebba Strange (SF), Gertrud Stjernholm Nielsen (DKP), Alfred Hansen (DR), Inger Stilling Pedersen (KrF), Ole Vig Jensen (RV) og Steen Folke (VS)