L 198 Lov om ændring af medhjælperloven.

(Forlængelse af ferie).

Af: Arbejdsminister Svend Auken (S)
Samling: 1978-79
Status: Stadfæstet
Lov nr. 146 af 04-04-1979
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Efter lovændringen, der trådte i kraft den 1. september 1979, erhverver medhjælpere fra denne dato ret til 2½ dags ferie for hver måneds beskæftigelse i stedet for som tidligere 2 dage. For medhjælperforhold, der måtte være indgået for 1/2 eller 1 år, erhverves der således ret til henholdsvis 15 og 30 dages ferie mod tidligere 12 og 24 dage.

Om baggrunden for lovforslaget udtalte arbejdsministeren i sin fremsættelsestale bl. a.:

»Forslaget går ud på, at der for de af medhjælperloven omfattede lønmodtagere gennemføres en forlængelse af ferien ganske svarende til den forlængelse af ferien, som er foreslået i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af ferieloven.«

Med hensyn til den omtalte ændring af ferieloven henvises til nærmest foregående sag. Om baggrunden for lovforslaget i øvrigt henvises til den udtalelse af særlig karakter af statsministeren, der er refereret side 52.

Ved 1. behandling kom lovforslaget til behandling sammen med forslag til lov om forlængelse af kollektive overenskomster og aftaler m. v. og forslag til lov om ændring af ferieloven. (Forlængelse af ferie m. v.) (se nærmest foranstående og nærmest følgende sag), samt forslag til lov om forlængelse af visse overenskomster inden for den offentlige sygesikring (se A.I. nr. 128), forslag til lov om begrænsning aj avancer og lønstigningers indregning i priserne (se A.I. nr. 60), forslag til lov om begrænsning af tantieme og vederlag m. v. (se A.I. nr. 61) og forslag til lov om ændring af lov om tjeneslemandspension (se A.I. nr. 22). Med hensyn til nærværende lovforslags behandling kan der som udgangspunkt henvises til omtalen af nævnte forslag til lov om forlængelse af kollektive overenskomster og aftaler m. v.

Til 2. behandling blev der af Jørgen Jensen (DKP) og Freddy Madsen (DKP) stillet I ændringsforslag uden for den af udvalget afgivne betænkning over de 5 til arbejdsmarkedsudvalget henviste lovforslag. Der blev ikke herudover stillet ændringsforslag.

Efter at det stillede ændringsforslag var blevet forkastet, blev lovforslaget ved 3. behandling vedtaget med 107 stemmer (S, V, SF, DKP, VS og EP) mod 46 (FP, KF og DR), medens 21 (CD, RV og KrF) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Kjeld Olesen (S), Mogens Glistrup (FP), Uffe Ellemann-Jensen (V), Erhard Jakobsen (CD), Erik Ninn-Hansen (KF), Poul Schlüter (KF), Arne Melchior (CD), Ole Henriksen (SF), Jørgen Jensen (DKP), Niels Mølgaard (DR), Ib Christensen (DR), Niels Helveg Petersen (RV), Jens Møller (KrF), Bent Honoré (KrF), Ole Vig Jensen (RV), Carl Thio Tyroll (VS), Kurt Hansen (VS) og Asger Lindinger (EP)