L 125 Forslag til lov om oprettelse af et EDB-vurderingsråd.

Samling: 1977-78
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Efter lovforslaget skal der oprettes et EDB-vurderingsråd, som har til opgave at vurdere de samfundsmæssige konsekvenser af offentlige og private EDB-anvendelser og derpå afgive kommentarer til folketinget, til de ansvarlige for projektet og til offentligheden.

Ifølge bemærkningerne må det f. eks være EDB-vurderingsrådets opgave

»- at hindre, at konkrete EDB-systemer og EDB-projekter med samfundsmæssig indflydelse rummer væsentlige, uacceptable bivirkninger,

- at igangsætte forskning inden for emnet »samfund og EDB«, så de ansvarlige eventuelt kan iagttage modforholdsregler mod uheldige udviklingsforløb,

- at koordinere arbejdet med at udarbejde visse normer og standarder inden for EDB-området.«

Ved 1. behandling erklærede flere af ordførererne sig positive over for tanken bag forslaget. Ordførerne for FP, V og CD gav udtryk for en kritisk holdning, men samtlige ordførere var indstillet på en positiv udvalgsbehandling i sammenhæng med de registerlovforslag, der i øvrigt var til behandling i retsudvalget.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget inden samlingens slutning.
Partiernes ordførere
Karl Hjortnæs (S), Mogens Voigt (FP), Anders Andersen (V), Ebbe Lodal Carlsen (CD), Hagen Hagensen (KF), Tove Jørgensen (DKP), Lis Starcke (DR), Jens Jørgen Bolvig (RV), Inger Stilling Pedersen (KrF) og Preben Wilhjelm (VS)