L 107 Forslag til lov om ændring af adoptionsloven.

(Godkendelse som adoptanter).

Samling: 1977-78
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Lovforslaget vedrører kravene for at kunne blive godkendt som adoptant, idet det foreslås, at godkendelse ikke kan nægtes alene under henvisning til ansøgerens eller ansøgernes alder, såfremt aldersforskellen mellem ansøgeren og den, der ønskes adopteret, ikke overstiger 45 år. Godkendelse kan heller ikke nægtes under henvisning til, at ansøgeren er enlig eller ugift, til samlivets varighed, såfremt det på ansøgningstidspunktet har varet i 2 år, eller til antallet af ansøgerens børn og adoptivbørn.«

Endvidere foreslås en ændring af adoptionsnævnets sammensætning og funktion.

Ved 1. behandling blev lovforslaget behandlet sammen med forslag til lov om ændring af adoptionsloven af Inger Stilling Pedersen (KrF) m. fl., se nærmest foranstående sag.

Ved 1. behandling blev forslagene afvist af ordførerne for S og DKP. Flere ordførere udtrykte forståelse for intentionerne i forslagene men udskød en stillingtagen. Ordførerne for CD og DR støttede forslagene.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Mette Groes (S), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Mette Madsen (V), Yvonne Herløv Andersen (CD), Annelise Gotfredsen (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Tove Jørgensen (DKP), Alice Hedegaard (DR) og Jens Jørgen Bolvig (RV)