Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.
Lovens formål er at støtte forbrugernes muligheder for at bedømme priser.
Således bestemmer lovens § 1, at den, der erhvervsmæssigt udbyder varer i detailsalg, skal ved mærkning, skiltning eller på anden måde tydeligt give oplysninger om pris, iberegnet moms og andre afgifter for den udbudte vare eller vareenhed.
Denne pligt til åben prismærkning, som er lovfæstet i lovens §§ 1-3, og 5 skal efterkommes efter de regler, monopoltilsynet fastsætter, lovens §§ 6-11. Monopoltilsynet er endvidere bemyndiget til at udvide loven til også at omfatte tjenesteydelser og til at fastsætte regler, som yderligere skal gøre markedet gennemsigtigt, herunder regler om kvantumsstandardisering, enhedsprismærkning og nettoindholdsmærkning. Forinden disse regler udfærdiges, forudsætter lovens § 9 at monopoltilsynet forhandler med repræsentanter for forbrugerne og vedkommende erhvervsorganisationer.
Straffebestemmelserne indeholdes i lovens § 12. Maksimumsstraffen er, bortset fra stk. 4, bøde, hvor den tidligere var hæfte.
Loven træder i kraft den 1. september 1977.
Lovforslaget var en uændret genfremsættelse af et af handelsministeren i december 1976 fremsat forslag, omtalt i Folketingsårbogen under A. II., 1. saml., nr. 17.
Det blev ved tredje behandling vedtaget med 96 stemmer mod 65 (KF, V, FP, DR); 5 medlemmer (VS) stemte hverken for eller imod.