L 17 Lov om ændring af lov om lodsvæsenet.

Af: Forsvarsminister Orla Møller (S)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 204 af 18-05-1977
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Loven, der trådte i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, giver forsvarsministeren adgang til at bestemme, at indtil 5 pct. af lodseriernes bruttolodsindtægt skal tilfalde lodsreguleringsfonden, medens resten skal tilfalde vedkommende lodseris kasse.

Det fremsatte lovforslag var en uændret genfremsættelse af et i 1976-77, 1. samling, fremsat lovforslag (se A. II. 1. saml. nr. 13). Det pågældende lovforslag nåede imidlertid ikke at blive færdigbehandlet i arbejdsmarkedsudvalget, og på denne baggrund udtalte udvalgets formand, Auken (S), på samtlige partiers vegne ved 1. behandling af det nu genfremsatte lovforslag, at der var ønske om at fortsætte arbejdet i udvalget med henblik på at finde en løsning på de problemer, der var omhandlet i lovforslaget, og at der ikke var ønske om en debat om substansen i lovforslaget ved denne lejlighed.

I den af udvalget afgivne betænkning blev der af forsvarsministeren stillet ændringsforslag, hvorom det i de ledsagende bemærkninger hedder:

„Det fremsatte forslag til lov om ændring af lov om lodsvæsenet indeholder — udover bestemmelser, der skal sikre lodsreguleringsfondens økonomi — forslag, der vil skabe mulighed for en mere rimelig fordeling af lodsindtægterne mellem større og mindre lodserier.

Da folketingets arbejdsmarkedsudvalg har fundet, at spørgsmålet om ændring af indkomstfordelingen mellem lodserierne bør afvente den betænkning, som vil blive afgivet af det nedsatte lodslovsudvalg i forbindelse med en fuldstændig revision af lodsloven, senest i folketingsåret 1978-79, er forslagene herom udtaget af nærværende ændringsforslag, som således — bortset fra opretholdelsen af bestemmelsen i lodslovens § 31, stk. 4 og stk. 5, om vinter- og sommertakster — udelukkende indeholder bestemmelser, der midlertidigt skal sikre lodsreguleringsfondens økonomi.

Det anses for påkrævet — gennem en forhøjelse af lodstaksterne — at tilføre lodsreguleringsfonden en merindtægt på ca. 2,5 mill. kr. årligt, svarende til ca. 5 pct. af lodseriernes samlede bruttolodsindtægt.

Da de enkelte lodsers nettoindtægter efter den gældende lovgivning er afhængig af lodstaksternes størrelse, og da det er hensigten, at den nævnte takstforhøjelse alene skal medvirke til en forbedring af lodsreguleringsfondens økonomi, foreslås det, at merindtægten indgår direkte i fonden, jfr. den foreslåede affattelse af nr. 5.

De enkelte lodseriers indtægtsforhold skal ikke berøres af dette ændringsforslag, og det er derfor nødvendigt at ændre grundlaget for beregning af de enkelte lodseriers afgift til lodsreguleringsfonden i henhold til lodslovens § 42, stk. 1 og stk. 6, jfr. stk. 7, samt bidrag til Den fælles Lodspensionskasse i henhold til lodslovens § 47, stk. 2, nr. 1 a)".

Forsvarsministeren stillede endvidere forslag om en ændret ikrafttrædelsesbestemmelse.

Lovforslaget blev af udvalget indstillet til vedtagelse med de af forsvarsministeren stillede ændringsforslag.

Efter at de af forsvarsministeren stillede ændringsforslag var blevet vedtaget ved 2. behandling uden afstemning, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling enstemmigt med 152 stemmer.