F 2 Er det regeringens opfattelse, at den form, som arbejdsmarkedets overenskomstforhandlinger har fået denne gang, og som er afgørende præget af, at folketinget på forhånd fastlagde en lønramme, skal danne model for fremtidige overenskomstforhandlinger på arbejdsmarkedet?

Af: Ole Henriksen (SF) , Gert Petersen (SF) og Ebba Strange (SF)
Til: Statsminister Anker Jørgensen (S)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Foretaget
Statsministeren (Anker Jørgensen) afgav en besvarelse.

I den efterfølgende debat deltog — foruden ordføreren for forespørgerne (Ole Henriksen (SF)) og statsministeren følgende ordførere for partierne: Auken (S), Voigt (FP), Christophersen (V), Ninn-Hansen (KF), Lindinger (CD), Jørgen Jensen (DKP), Bolvig (RV), Honoré (KrF), Ib Christensen (DR) samt Tyroll (VS) og Kurt Hansen (VS). Uden for ordførernes kreds talte Gert Petersen (SF), Jens Møller (KrF) og Waldorff (VS).

Under forhandlingerne fremsatte Ole Henriksen (SF) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 2487):

„Idet folketinget udtaler, at fagbevægelsens selvstændighed og strejkeret må anses for uantastelige demokratiske principper, går tinget over til næste sag på dagsordenen".

Auken (S) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 2493):

„Idet folketinget fastslår, at det af hensyn til den frie meningsdannelse og sikringen af et stort antal arbejdspladser er vigtigt, at dagspressen snarest udkommer i normalt omfang, konstaterer folketinget, at der for tiden foregår forhandlinger mellem bladkonfliktens parter. Folketinget må forvente, at disse forhandlinger hurtigt fører til et positivt resultat og opfordrer regeringen til nøje at følge udviklingen og løbende underrette folketingets arbejdsmarkedsudvalg,

hvorefter folketinget går over til næste sag på dagsordenen".

Hertil stillede Christophersen (V) følgende ændringsforslag (F. sp. 2502):

„Ordene „konstaterer folketinget ------ folketingets arbejdsmarkedsudvalg" erstattes af følgende:

„fordømmer folketinget den overenskomststridige konflikt på det grafiske område. Folketinget må forvente, at de igangværende forhandlinger hurtigt fører til et positivt resultat og opfordrer regeringen til at gøre sin indflydelse gældende, således at konflikten omgående kan bringes til afslutning,"."

Voigt (FP) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 2497):

„Idet folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om,

at arbejdsformidlingskontorerne nedlægges,

at arbejdsrettens opgaver overføres til de lokale underretter,

at hjælp ifølge bistandsloven kun i udprægede nødsituationer ydes til personer, der har iværksat retsstridig strejke eller lock-out,

og at fjernsyn og radio pålægges mere udførlig nyhedsorientering og optagelse af annoncer på regionalkanalerne,

går tinget over til næste punkt på dagsordenen".

Endelig fremsatte Kurt Hansen (VS) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 2535):

„Idet folketinget tager afstand fra enhver form for indblanding fra statens side i de grafiske arbejderes kamp for at sikre beskæftigelse, løn- og arbejdsforhold,

går tinget over til næste sag på dagsordenen".

Det af Christophersen (V) stillede ændringsforslag forkastedes med 111 stemmer mod 46 (V, FP og KrF).

Det af Auken (S) fremsatte dagsordensforslag vedtoges med 133 stemmer mod 5 (VS); 19 medlemmer (SF, DKP og KrF) stemte hverken for eller imod.

Hermed bortfaldt det af Ole Henriksen (SF), det af Voigt (FP) og det af Kurt Hansen (VS) stillede dagsordensforslag.
Partiernes ordførere
Svend Auken (S), Mogens Voigt (FP), Henning Christophersen (V), Erik Ninn-Hansen (KF), Asger Lindinger (CD), Jørgen Jensen (DKP), Ole Henriksen (SF), Ib Christensen (DR), Bent Honoré (KrF), Jens Jørgen Bolvig (RV), Kurt Hansen (VS) og Carl Thio Tyroll (VS)