L 79 Forslag til lov om ændring af lov om vægtafgift af motorkøretøjer m. v., lov om afgift af benzin og lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m. v.

Af: Minister for skatter og afgifter Svend Jakobsen (S)
Samling: 1976-77 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Om det fremsatte lovforslag anførte ministeren for skatter og afgifter ved fremsættelsen følgende:

„Lovforslaget er en konsekvens af den nye færdselslov, nr. 287 af 10. juni 1976, der træder i kraft den 1. maj 1977.

I vægtafgiftsloven og registreringsafgiftsloven er ved fastlæggelsen af det afgiftsspligtige område og i benzinafgiftsloven ved afgiftsfritagelsesbestemmelserne benyttet henvisninger til definitioner og bestemmelser i færdselsloven. Det er derfor nødvendigt at ajourføre henvisningsbestemmelserne med den nye færdselslov.

Den nye færdselslov indeholder en bestemmelse om, at der kan fastsættes registreringspligt for motorredskaber. Der foreslås tilsvarende indsat en bestemmelse i vægtafgiftsloven, således at registreringspligtige motorredskaber, som er indrettet til godstransport (dumpers), inddrages under afgiftspligten efter vægtafgiftsloven, og at der svares afgift efter satserne for lastvogne.

Efter den nye færdselslov bliver sidevogne til motorcykler fritaget for registrering. I konsekvens heraf udgår sidevogne af registreringsafgiftsloven som selvstændige afgiftspligtige køretøjer. Dette medfører, at sidevogne til persontransport fremover afgiftsmæssigt behandles som udstyr til motorkøretøjer og afgiftsberigtiges efter regler herom."

Lovforslaget blev ved 1. behandling positivt modtaget af ordførerne for socialdemokratiet, det radikale venstre og socialistisk folkeparti, hvorimod ordførerne for venstre og fremskridtspartiet (og til dels også det konservative folkeparti og kristeligt folkeparti) var kritiske over for forslagets udformning og de ledsagende bemærkninger, som de fandt lidet oplysende med hensyn til de praktiske konsekvenser og disses virkninger for specielle motorredskaber og disses indehavere.

Skatte- og afgiftsudvalget, hvortil lovforslaget henvistes, nåede ikke at afslutte sin behandling af forslaget inden folketingsvalget den 15. februar 1977.
Partiernes ordførere
Poul Mortensen (S), Peter Brixtofte (V), Mogens Voigt (FP), Per Gudme (RV), Sigurd Ømann (SF), Aksel Knudsen (KrF), Hagen Hagensen (KF) og Freddy Madsen (DKP)