Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Hovedpunkterne i loven, der træder i kraft den 1. juli 1977, kan gengives således:

Lovens kapitel 1 angiver lovens formål og område.

Den hidtidige lovgivning på området har først og fremmest søgt at skabe værn mod arbejdsulykker og sundhedsskadelige påvirkninger. Desuden tilsikrede den nogle velfærdsforanstaltninger og rettigheder vedrørende arbejdstid. Loven om arbejdsmiljø har som formål at give bredere rammer for en videre udvikling imod et sikkert og sundt arbejdsmiljø.

Da der til stadighed i samfundet sker en teknisk og social udvikling, indgår det i lovens formål, at også arbejdsmiljøet til enhver tid er i overensstemmelse med denne udvikling.

Et sikkert og sundt arbejdsmiljø kan imidlertid kun tilvejebringes og videreudvikles, hvis virksomhederne — dvs. arbejdsgiver, arbejdsledere og øvrige ansatte — selv sætter sig dette mål og gør en indsats for at nå det. Derfor angives det som et led i lovens formål, at det tilstræbes at skabe grundlag for, at virksomhederne selv kan løse sikkerheds- og sundhedsspørgsmål. Det indgår i formålet, at virksomhederne støttes gennem vejledning fra deres organisationer og fra arbejdstilsynet og gennem dettes kontrol. Disse synspunkter har navnlig fundet udtryk i kap. 2 om virksomhedernes sikkerhedsarbejde, i kap. 3 om branchesikkerhedsråd og i § 72 om arbejdstilsynets opgaver.

Medens formålsparagraffen er ny, svarer lovens område efter forslaget i alt væsentligt til det område, der er dækket af de tre gældende arbejderbeskyttelseslove, der indeholder bestemmelser for stort set alle ansatte, bortset fra søfart, fiskeri, luftfart og arbejde i private husholdninger. Efter den hidtidige lovgivning dækkes de forskellige grupper af arbejdere ikke i helt samme grad. Der er således forskel i dækningsgraden efter de 3 love, men også inden for loven om almindelig arbejderbeskyttelse er der betydelige forskelle mellem de forskellige kategorier.

I den nye lov har man tilstræbt så vidt muligt at undgå i loven at angive forskellig dækningsgrad i forhold til forskellige grupper af beskæftigede. Derved har man også kunnet erstatte den hidtidige opsplitning i tre love til fordel for en stærkt forenklet enhedslov. Dette indebærer navnlig en betydelig udvidelse af området for arbejderbeskyttelse inden for landbrug, skovbrug og gartneri.

Nødvendige forskelle i måden at gennemføre lovens retningslinjer på i forskellige fag og arbejdsområder må i almindelighed udformes i administrative detailregler under medvirken af arbejdsmarkedets parter.

Kapitel 2 handler om virksomhedernes sikkerhedsarbejde.

I overensstemmelse med lovens formål som angivet i § 1 er virksomhedernes sikkerhedsarbejde — dvs. virksomhedernes egen indsats for at skabe et sikkert og sundt arbejdsmiljø — som ovenfor nævnt udbygget som et centralt led i bestræbelserne henimod et godt arbejdsmiljø. Herefter skal alle virksomheder indenfor lovens almindelige område have en form for sikkerhedsarbejde.

Bestemmelsen i § 13 om bedriftssundhedstjeneste tilsigter en væsentlig nyskabelse til udvikling af en bredere indsats for et bedre arbejdsmiljø.

Kapitel 3 indfører som noget nyt bestemmelser om branchesikkerhedsråd.

Mellem arbejdsmarkedets parter er der allerede udviklet et samarbejde om arbejderbeskyttelsesspørgsmål, men da det med den udvikling, som finder sted inden for arbejdsmarkedets organisationer, må forudses, at også organisationernes samarbejde om arbejdsmiljøspørgsmål vil blive udbygget og vil søge mere faste former, gives der i kapitel 3 (§ 14) arbejdsministeren adgang til at godkende repræsentativt sammensatte branchesikkerhedsråd, der oprettes for at løse sikkerheds- og sundhedsproblemer jfr. 2. led i lovens formålsparagraf. Til sådanne branchesikkerhedsråd skal arbejdsministeren kunne bevilge tilskud af statskassen til konsulenttjeneste.

Som en naturlig følge af, at loven om arbejdsmiljø placerer virksomhedernes egen indsats på det arbejdsmiljømæssige område centralt, handler kapitel 4 om, hvad henholdsvis arbejdsgiveren, arbejdslederne og de ansatte skal sørge for med henblik på, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige.

Hertil knytter sig regler om de pligter, der påhviler bl.a. leverandører, bygherrer og planlæggere. Reglerne om leverandører m. fl. er ajourført i forhold til den gældende lovgivning, reglerne om pligter for planlæggere er nye. Dette er udtryk for ønske om at få forebygget uheldige arbejdsmiljøforhold på det tidligst mulige stadium.

Dette hovedhensyn præger også kapitlerne 5-8, der omhandler de materielle arbejdsmiljøbestemmelser. De arbejdsmiljømæssige hensyn skal tilgodeses ikke blot under arbejdet, men allerede fra det tidspunkt, da arbejdet planlægges og tilrettelægges (kap. 5, § 38), og indtil arbejdsprocessen er afsluttet. Disse hensyn skal også præge indretning af arbejdssted (kap. 6, § 42) og af tekniske hjælpemidler f.eks. maskiner (kap. 7, § 45).

Stoffer og materialer omhandles i kap. 8. For så vidt angår arbejdets udførelse, arbejdsstedets indretning og tekniske hjælpemidler skal der kunne gives regler om, at projekter og planer skal forelægges for arbejdstilsynet til udtalelse eller godkendelse før deres iværksættelse.

I kapitel 9 om hviletid og fridøgn findes den ene hovedregel i § 50, der giver de ansatte en sammenhængende hvileperiode på mindst 11 timer i hvert døgn. Hermed gøres den regel, der har været gældende inden for store dele af almindelig lovs og handels- og kontorlovens område, almindeligt gældende, hvilket får betydning for bl.a. landbruget og offentlige serviceområder, jfr. de specielle bemærkninger.

Den anden hovedregel fastsætter et ugentligt fridøgn. Loven opretholder ikke det forbud mod søn- og helligdagsarbejde — suppleret med undtagelser og dispensationsmuligheder — som findes i almindelig lov og handels- og kontorloven. Uden for landbrug og gartneri skal fridøgnet dog så vidt muligt falde på søndage.

I kapitel 10 om unge under 18 år forhøjes lavalderen for erhvervsarbejde fra 14 til 15 år, og dette forbud imod børns erhvervsarbejde gøres i princippet også gældende inden for landbrug og gartneri. Arbejdsministeren skal dog kunne fastsætte regler om, i hvilket omfang unge under lavalderen kan have et erhvervsmæssigt arbejde, der er foreneligt med deres alder, udvikling og helbredstilstand samt hensynet til skolegang eller anden uddannelse.

Kapitel 11 om lægeundersøgelser m.v. indeholder en udvidelse af adgangen til at kræve de ansatte lægeundersøgt og opgivelse af den obligatoriske lægeundersøgelse af alle unge under 18 år inden for almindelig lovs område til fordel for mere smidigt uformede bemyndigelsesregler.

Medens der hidtil ikke har været bestemmelser om lægeundersøgelse af unge, der tager arbejde i landbrug, skovbrug og gartneri, gælder bemyndigelsesbestemmelsen herom hele lovens område.

I kapitel 12 ændres betegnelsen arbejdsrådet til arbejdsmiljørådet, der er mere dækkende for de opgaver, rådet skal løse under den nye lovgivning.

Som noget nyt udtales det direkte, at rådets formål er at give arbejdsmarkedets parter medindflydelse på indsatsen for et sundt og sikkert arbejdsmiljø, § 66. I overensstemmelse hermed skal rådet inddrages i arbejdet med dannelse af regler efter lovens bemyndigelser til arbejdsministeren. Rådet skal hvert år afgive indstilling til arbejdsministeren om udviklingen inden for arbejdsmiljøområdet og om de forbedringer, som rådet finder ønskelige.

Arbejdsmiljøfondet vil kunne fortsætte den oplysnings- og uddannelsesvirksomhed m.v., som arbejderbeskyttelsesfondet hidtil har udøvet. Det må påregnes, at den aktivering af virksomheder og organisationer, som loven forudsætter, og udvidelsen af det område, der skal have en form for sikkerhedsarbejde, vil stimulere behovet for uddannelse og oplysning om arbejdsmiljømæssige forhold. I konsekvens heraf indeholder loven en udvidelse af fondet finansieret væsentligst ved arbejdsgiverbidrag.

De opgaver, der i kapitel 13 er lagt til arbejdstilsynet, svarer i det hele til dem, tilsynet har under de gældende love, men udvidelsen af området, det bredere sigte imod et sikkert og sundt arbejdsmiljø og den øgede vægt på sundhedstjenesten og den forebyggende side af arbejderbeskyttelsen har givet opgaverne øget og mere varieret indhold.

Som led i arbejdstilsynet oprettes endvidere et arbejdsmiljøinstitut, der skal varetage den nødvendige forskning, service og specialundervisning inden for lovens område.

Kapitel 14 om klageadgang indeholder ikke principielle ændringer. Kapitel 15 om straf er udformet i overensstemmelse med nyere lovgivning. Strafferammen er udvidet ved indførelse af hæftestraf. Hidtil har frihedsstraf kun kunnet anvendes, når forholdet faldt ind under den borgerlige straffelovs regler herom.

Kapitel 16 om ikrafttræden m.v. rummer overgangsbestemmelser.

Det fremsatte lovforslag var en genfremsættelse af det forslag til lov om arbejdsmiljø, som blev fremsat i folketinget den 13. juni 1974 (Folketingsåret 1973-74, 2. samling) og genfremsat den 24. oktober 1974 (Folketingsåret 1974-75, 1. samling) og den 28. januar 1975 (Folketingsåret 1974-75, 2. samling). For så vidt angår folketingets behandling af disse lovforslag kan henvises til Årbogen 1973-74, side 351 ff samt Årbogen 1974-75, side 418 ff og 521.

Ved 1. behandling havde ingen af partiernes ordførere ordet, idet Auken (S) i sin egenskab af formand for arbejdsmarkedsudvalget efter opfordring fra de i udvalget repræsenterede partier kort redegjorde for det hidtil forløbne arbejde i udvalget samt kunne meddele, at partierne var indstillet på at videreføre dette arbejde i udvalget.

I den af udvalget afgivne betænkning indeholdes bl. a. en omtale af en lang række af de spørgsmål, udvalget særlig havde beskæftiget sig med, hvorom må henvises til betænkningen. Endvidere blev der af såvel arbejdsministeren som en række mindretal stillet en række ændringsforslag. Også herom må der henvises til betænkningen, idet det dog kan nævnes, at de af arbejdsministeren stillede ændringsforslag, der bl. a. vedrørte arbejsgiverens adgang til at overføre det strafferetlige ansvar, arbejdsmiljørådets sammensætning, udvidelsen af arbejdsmiljøfondet, arbejdsmiljøinstituttet og lovens ikrafttrædelse. I betænkningen indstilledes lovforslaget til vedtagelse med de af arbejdsministeren stillede ændringsforslag af et flertal (socialdemokratiets, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget). I tilslutning hertil redegjorde flertallet i en udtalelse for sine synspunkter i relation til en række af lovens centrale spørgsmål. Således bemærkede flertallet, for så vidt angår spørgsmålet om virksomhedernes omkostninger i forbindelse med en gennemførelse af lovforslaget, „at der ved lovens formålsbestemmelse er skabt et nyt perspektiv, idet det traditionelle arbejderbeskyttelsesbegreb er afløst af det videre begreb „et sikkert og sundt arbejdsmiljø".

Arbejdsmiljøet skal således ajourføres i takt med den teknologiske og sociale udvikling i samfundet, jfr. § 1, nr. 1. Flertallet lægger i denne forbindelse megen vægt på, at de krav, der stilles til virksomhedernes arbejdsmiljø, i fremtiden udformes under medvirken af arbejdsmarkedets parter på virksomhedsplan (reglerne om det interne sikkerhedsarbejde i kapitel 2), brancheplan (reglerne om branchesikkerhedsråd i kapitel 3) og på centralt niveau (reglerne om arbejdsmiljørådet i kapitel 12). Arbejdsmarkedets parter vil herefter selv få en væsentlig indflydelse på fastlæggelsen af såvel grundlaget som tempoet for arbejdsmiljøets udvikling.

Flertallet henviser i øvrigt til arbejdsministerens oplysning om, at lovforslaget umiddelbart ikke stiller krav til virksomhederne, som ikke er indeholdt i de nuværende arbejderbeskyttelseslove, hvilket flertallet opfatter således, at virksomheder, der opfylder kravene i de gældende arbejderbeskyttelseslove, kun vil få begrænsede omkostninger de første år efter arbejdsmiljølovens ikrafttræden.

Endelig lægger flertallet betydelig vægt på, at tempoet for udviklingen af arbejdsmiljøet og dermed udmøntningen af lovens rammebemyndigelser kommer til at hvile på en afbalanceret vurdering af hensynet til en stadig forbedring af sikkerheden og sundheden i arbejdsmiljøet over for hensynet til virksomhedernes behov for at kunne planlægge og tilrettelægge deres drift på baggrund af en harmonisk udvikling.

Flertallet er klar over, at flere af rammebestemmelserne i lovforslaget kan udfyldes med store økonomiske konsekvenser til følge for virksomhederne. I sådanne tilfælde bør arbejdsministeren ved reglernes udformning tillægge de udtalelser, der fremkommer fra de rådgivende instanser, afgørende betydning. I samme forbindelse henstiller flertallet, at der ved udfyldelsen af rammebestemmelserne tages hensyn til tilsvarende regler i udlandet."

Den øvrige del af udvalget delte sig i i alt 5 forskellige mindretal, hvoraf 2 (henholdsvis fremskridtspartiets og venstresocialisternes medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. For førstnævnte mindretals vedkommende henvistes navnlig til de økonomiske konsekvenser for såvel det offentlige som det private erhvervsliv, medens sidstnævnte mindretal (i betænkningen benævnt som et femte mindretal) ikke fandt, at lovforslaget indeholdt bestemmelser, der ville sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø. Også det konservative folkepartis medlem af udvalget (i betænkningen benævnt som et andet mindretal) var betænkelig ved lovforslagets økonomiske konsekvenser og stillede for „dog at afbøde nogle af lovforslagets mest uheldige virkninger" ændringsforslag, hvorefter virksomheder med mindre end 5 ansatte undtoges fra en række af de krav, lovforslaget opstillede. Et tredje mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) kunne tilslutte sig en del af flertallets betragtninger, men var på visse punkter betænkelig. Det gjaldt således lovforslagets karakter af en rammelov samt spørgsmålene om unges arbejde og forhåndsgodkendelse af nye stoffer og materialer. Mindretallet stillede derfor en række ændringsforslag og indstillede lovforslaget til vedtagelse med disse. Et fjerde mindretal (kristeligt folkepartis medlem af udvalget) kunne tilslutte sig lovforslagets intention og målsætning, men havde stadig en række indvendinger mod enkeltheder bl. a. med hensyn til de mange bemyndigelser til ministeren og de økonomiske konsekvenser. Mindretallet ville derfor meddele sin endelige stilling ved 3. behandling. Uden for betænlmingen stillede Jørgen Jensen (DKP) en række ændringsforslag til 2. behandling.

Ved 2. behandling fandt en længere debat sted, der ikke kort lader sig referere. Efter at de af arbejdsministeren stillede ændringsforslag var blevet vedtaget og de af en række mindretal stillede ændringsforslag forkastet, blev lovforslaget henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ved 3. behandling var der af Bach (FP) stillet ændringsforslag, der tilsigtede at lempe bygherreansvaret. Endvidere afgav Auken (S) i sin egenskab af udvalgsformand følgende mundtlige indstilling: „På vegne af et flertal: socialdemokratiets, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget, er jeg blevet opfordret til at udtale, at flertallet er indstillet på at stå bag arbejdsmiljølovens vedtagelse og dens gennemførelse i praksis, herunder også at sikre det nødvendige personale i takt med løsningen af de opgaver, der skal klares i henhold til arbejdsmiljøloven. Herefter indstiller flertallet forslaget til vedtagelse ved 3. behandling i den skikkelse, folketinget vedtog det ved 2. behandling." Efter at det stillede ændringsforslag var blevet forkastet, vedtoges lovforslaget med 95 stemmer mod 35 (FP, KF og VS), medens 16 medlemmer (SF, DKP og CD) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.