Efter 1. behandling henvist til det energipolitiske udvalg.

Lovens formål er at sikre, at elforsyningen, dvs. produktion, transmission og distribution af elektricitet fra stationære anlæg samt ind- og udførsel af elektricitet tilrettelægges og gennemføres med sigte på den mest hensigtsmæssige indpasning i landets samlede energiforsyning, se lovens § 1.

Derfor bestemmes i § 3, at elforsyningsvirksomhed fra produktionsanlæg med kapacitet over 25 megawatt eller transmissions- eller distributionsanlæg beregnet for spændinger over 100 kV kun må udøves efter bevilling, der dog ikke kan gives for et kortere tidsrum end 20 år. Rene distributionsvirksomheder er dog undtaget fra bevillingssystemet, jfr. § 3, stk. 2.

Ligeledes kan elproduktion med kernebrændsel som energikilde alene finde sted efter eneretsbevilling, der kun gives til en enkelt bevillingshaver, og kun såfremt folketingets energipolitiske udvalg giver tilslutning hertil, jfr. § 4.

Betingelserne for bevilling og eneretsbevilling fremgår af lovens §§ 5-8, hvortil henvises.

Lovens §§ 9-12 indeholder reglerne for prisfastsættelsen for elektricitet, der forudsættes administreret af elprisudvalget. Bestemmelserne i loven etablerer en ordning, der indebærer, at elprisudvalget på grundlag af regler, der er tilpasset elprissektorens særlige forhold, kan koncentrere sit arbejde om prisfastsættelsen i denne sektor. Elforsyningerne og kommunerne er repræsenteret i udvalget, se lovens § 11. Opbygningen forudsætter, at elprisudvalget gennemfører en hurtig sagsbehandling, som sikrer, at der tages hensyn til en langsigtet investerings- og prispolitik, således at udvalget gennem de af handelsministeren fastsatte generelle regler ved sine afgørelser sættes i stand til at sikre elforsyningsvirksomhederne en rimelig selvfinansieringsgrad. Det er fastsat i lovens § 9, stk. 2, at handelsministeren fastsætter regler for regnskabsføring og budgettering efter samråd med Danske Elværkers Forening, og det fremgår af udvalgets betænkning, at ministeren vil indhente foreningens udtalelse, forinden han fastsætter reglerne om beregning af driftsmæssige afskrivninger m. v.

Lovens § 13 indeholder hjemmel for handelsministeren til, når energipolitiske hensyn, herunder mulighederne for forøgelse af forsyningssikkerheden, taler derfor, med rimeligt varsel at udstede visse pålæg til elforsyningsvirksomhederne om indretning af deres produktionsanlæg, anvendelse af bestemte former for energi og opretholdelse af lagre, se § 13, stk. 1, nr. 1), 2), 3) og 4).

§ 14 bemyndiger handelsministeren til efter forudgående mæglingsforsøg og forhandlinger med interesserede parter at træffe endelig afgørelse i tilfælde af grænsetvist mellem to eller flere elforsyningsanlæg og om, at samarbejdsspørgsmål kan indbringes for ministeren, når parterne er enige herom.

(Denne bestemmelse fandtes hidtil i stærkstrømslovens § 2 og er kun ændret derhen, at handelsministeren nu har beføjelserne i stedet for Elektricitetsrådet og ministeren for offentlige arbejder).

§ 15 indeholder sanktionsbestemmelser, og § 16 fastsætter, at bestemmelserne i sikkerheds-, sundheds- og miljølovgivningen, herunder lovgivningen om elektriske stærkstrømsanlæg, lovgivningen om atomare anlæg, lov om brug m. v. af radioaktive stoffer, lov om miljøbeskyttelses-, frednings- og planlægningslovgivningen og bestemmelserne i arbejdsbeskyttelseslovgivningen ikke berøres af denne lov.

Loven træder i kraft den 1. januar 1977, se § 17, der tillige indeholder overgangsbestemmelser. Den gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Forslag til lov om elforsyning blev første gang fremsat den 15. november 1974 af handelsminister Nyboe Andersen, se folketingsårbog 1974-75, side 447. Dette forslag, der ikke nåede at blive færdigbehandlet, blev i uændret form fremsat af handelsminister Erling Jensen den 20. marts 1975. Energipolitisk udvalg afgav i august 1975 beretning over forslaget.

Lovforslaget er på en række punkter ændret i forhold til det i marts 1975 fremsatte forslag (i det følgende betegnet som martsforslaget). Hovedændringerne vedrører bestemmelserne om samarbejde mellem elforsyningsvirksomhederne om strukturændringer, herunder også spørgsmålet om eksisterende virksomheders adgang til i fornødent omfang at opnå bevilling efter det almindelige bevillingssystem.

Herudover er der foretaget mindre ændringer i § 3, stk. 1, i § 5, stk. 1, nr. 1 og 5, i § 9, stk. 2, og i § 11. I § 13 er der foretaget forskellige ændringer, bl. a. i overensstemmelse med ændringsforslag, som handelsministeren fremsatte under udvalgsbehandlingen.

Med hensyn til beskrivelsen af elforsyningens struktur, af vanskelighederne under den bestående lovgivning omkring prisindseendet på elområdet samt af lovforslagets finansielle og administrative konsekvenser henvises til de almindelige bemærkninger i martsforslaget og til udvalgsberetningen.

Lovforslaget blev ved 1. behandling behandlet samtidig med ministeren for offentlige arbejders samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om elektriske stærkstrømsanlæg, se A.I. nr. 104.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 98 stemmer (S, V, SF, DKP) mod 50 (FP, RV, KF, KrF, CD); 3 medlemmer (VS) stemte hverken for eller mod. Afstemningen foretoges på begæring af 22 medlemmer af fremskridtspartiet ved navneopråb.