L 257 Forslag til lov om garantier til finansieringsinstitutter for virksomheder inden for håndværket og den mindre industri, handelen, vognmandserhvervet og andre serviceerhverv.

Af: Handelsminister Erling Jensen (S)
Samling: 1975-76
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Lovforslaget bemyndiger handelsministeren til inden for et beløb af 60 mill. kr. at yde garanti af statskassen for forpligtelser indgået af finansieringsinstitutter, der er eller bliver oprettet af landsomfattende sammenslutninger inden for håndværket og den mindre industri, handelen, vognmandserhvervet og andre serviceerhverv med det formål at yde bistand ved etablering, sammenlægning, overdragelse, ombygning og modernisering af virksomheder inden for disse erhvervsgrene.

Lovforslagets øvrige bestemmelser svarer til bestemmelserne i lov nr. 224 af 8. juni 1966 om garantier til finansieringsinstitutter inden for detailhandelen. § 2 indeholder således bestemmelsen om begrænsning af statsgarantien, § 3 betinger denne af, at finansieringsinstituttets vedtægter er godkendt af handelsministeren, § 4 omtaler tilsynsrådet, der skal afgive indstilling om ydelse af statsgarantien, og § 5 fastsætter garantiens løbetid.

Lovforslaget fik stort set en velvillig modtagelse.

Erhvervsudvalget nåede ikke at færdigbehandle forslaget.
Partiernes ordførere
R. Lysholt Hansen (S), Jens Peter Jensen (V), Knud Nauerby (FP), Ingomar Petersen (RV), Ole Olsen (SF), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), Johannes Burgdorf (KF), Kaj Hansen (DKP), Villy Fuglsang (DKP), Lars Abel (CD) og Preben Wilhjelm (VS)