L 9 Lov om ændring af ligningsloven.

(Lejeværdiregler m.v.).

Af: Finansminister Anders Andersen (V)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 107 af 09-04-1975
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Loven bestemmer, at alle ejendomme ved lejeværdiberegningen skal anvende ejendomsværdien som vurderet ved 15. alm. vurdering eller en senere vurdering. Denne ejendomsværdi forhøjes så med 15 pct. i 1975, 25 pct. i 1976 og 35 pct. i 1977, forinden lejeværdiberegningen foretages. For de ejendomme, der er erhvervet eller opført senest den 8. december 1969, og for landbrugets stuehuse skal lejeværdiprocenten udgøre 2 pct. af den del af den forhøjede ejendomsværdi, der ikke overstiger 600.000 kr., og 5 pct. af det beløb, der overstiger 600.000 kr. For øvrige ejendomme og ejerlejligheder er procenterne 2 3/4 af de første 600.000 kr. og 5 pct. af resten.

I loven er der medtaget regler for kalenderårene 1976 og 1977. Disse regler kommer dog ikke til anvendelse, hvis der forinden opnås tilslutning til] en ordning om gradvis afvikling af lejeværdibegrebet og begrænsning af fradragsretten for renter af gæld i ejerboliger.

Loven indeholder en speciel, lempeligere regel om lejeværdiberegning for per soner, der er fyldt 67 år. For disse personer beregnes lejeværdien af ejendomsværdien ved 15. alm. vurdering uden forhøjelse i de enkelte indkomstår med 2 pct. af de første 600.000 kr. og 5 pct. af resten.

Det er endvidere efter loven en uændret kreds af ejerboliger, der har et standardfradrag. Fradraget udgør for enfamilieshuse 1 pct. af det beløb, som lejeværdien beregnes af, dog mindst 400 kr. og højst 2.000 kr.

Loven opretholder de hidtil gældende regler om beregning af lejeværdien for uvurderede og forbedrede ejendomme.

Loven indeholder endvidere en regel, der går ud på en generel ophævelse af fradragsretten for morarenter af direkte og indirekte skatter. Fradragsretten for renter ved for sen skattebetaling er allerede ophævet for de indeholdelsespligtiges for sene indbetaling af A-skat og ved for sen indbetaling af B-skat og restskat.

Fradragsretten for renterne ved for sen indbetaling udstrækkes nu til hele skatte- og afgiftsområdet. Bestemmelsen foreslås at gælde for renter, der påløber fra 1. januar 1976.

Loven indeholder desuden en konsekvensændring som følge af, at der er indført kommuneskat i Grønland. For personer og selskaber, som er skattepligtige her i landet, men som oppebærer indkomst fra Grønland, vil der opstå en dobbeltbeskatning, medmindre ligningslovens § 33 udvides til også at gælde grønlandsk skat. Ved lovens regel undgås en sådan dobbeltbeskatning.

Endelig indeholder loven en ajourføring af ligningslovens § 7 u.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 126 stemmer (S, V, RV, KF, KrF) mod 44 (FP, SF, DKP, VS), medens 5 (CD og Rosing) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Jens Kampmann (S), Peter Brixtofte (V), Kirsten Jacobsen (FP), Sigurd Ømann (SF), Per Gudme (RV), Ib Stetter (KF), Arne Bjerregaard (KrF), Kaj Hansen (DKP), Erhard Jakobsen (CD) og Preben Wilhjelm (VS)