L 47 Lov om ophævelse af lov om nedsættelse af en trafikkommission.

Af: Minister for offentlige arbejder K. Damsgaard ()
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 170 af 07-05-1975
Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Lovforslaget har følgende ordlyd:

„Lov nr. 230 af 3. juni 1967 om nedsættelse af en trafikkommission ophæves."

Trafikkommissionen er nedsat den 26. september 1967. Antallet af medlemmer er for tiden 39.

Kommissionens hovedopgave var, som det fremgår af § 1 i loven om dens nedsættelse, at undersøge, om den gældende lovgivning om jernbaner, biler og luftfart var tilstrækkelig til at sikre samfundet den mest effektive trafikbetjening med de lavest mulige omkostninger. Såfremt kommissionen fandt, at denne målsætning ikke fuldt ud blev opfyldt, skulle den udarbejde forslag til en mere rationel udnyttelse af det indenlandske transportapparat.

Loven om nu at ophæve kommissionen skyldes følgende forhold:

1) Der er — tildels på grundlag af de nævnte indstillinger fra arbejdsgrupper under kommissionen — siden dens nedsættelse ved ny lovgivning taget stilling til meget væsentlige dele af det problemkompleks, som kommissionen skulle behandle. Det gælder således i første række lov nr. 293 af 23. maj 1973 om godstransport med motorkøretøjer samt tildels lov nr. 303 af 13. juni 1973 om hovedstadsområdets kollektive personbefordring.

Hertil kommer den lovgivning om buskørsel og den lokale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet, som er under forberedelse i ministeriet.

2) De hyppige og meget kraftige ændringer i vilkårene for og kravene til transportapparatet medfører, at en kommissionsbehandling med et så bredt sigte, som loven af 1967 havde, ikke i dag kan anses for at være nogen hensigtsmæssig arbejdsform. Hertil kommer, at kommissionens meget brede sammensætning gør den til et tungtvirkende apparat. Arbejdet med trafikproblemerne kræver i stedet et løbende planlægningsarbejde. Med etableringen af folketingets udvalg om offentlige arbejder er der endvidere skabt et forum for orientering om og drøftelse af trafikproblemerne, som ikke fandtes, da trafikkommissionen blev nedsat.

3) I bemærkningerne til lovforslaget udtaltes det i sin tid, at kommissionen måtte have for øje, hvorledes den almindelige indenlandske transportpolitik eventuelt kunne indpasses i en europæisk transportpolitik inden for et større europæisk fællesskabs rammer.

Med Danmarks tilslutning til EF er forudsætningerne for kommissionens arbejde også på dette område væsentlig ændret.

Lovforslaget fik i folketinget stort set tilslutning fra alle partier, idet dog ordførerne for det radikale venstre og Danmarks kommunistiske parti pegede på, at der stadig var behov for et organ til løsning af de af trafikkommissionen varetagne opgaver.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 150 stemmer mod 7 (DKP).
Partiernes ordførere
Ivar Hansen (V), Jens Bilgrav-Nielsen (RV), Kristine Heltberg (SF), Johannes Burgdorf (KF) og Svend Erik Sørensen (KrF)