Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.
Ved loven, der træder i kraft den 1. april 1976, og som er en genfremsættelse af et i 1. samling fremsat lovforslag (se 1. samling, A.II. nr. 69), er gennemført følgende ændringer:
Sygesikringsgrænsen er ophævet, således at enhver 1 gang årligt kan vælge mellem de to sikringsformer, 1 og 2, hvis karakter er uændret, hvilket indebærer, at gruppe 1-sikrede har ret til vederlagsfri lægehjælp m.v., medens gruppe 2-sikrede får tilskud til delvis dækning af udgifter til lægehjælp m.v., ligesom denne gruppe er underkastet lægens fri honorarfastsættelse, men ikke (således som gruppe 1-sikrede) er bundet til den valgte læge. Valget af sikringsform er bindende i alle relationer inden for sygesikringsloven, eksempelvis tandlægehjælp.
Nettoafregning indføres, således at patienten betaler sin andel af honoraret direkte til yderen, hvilket er en lettelse for patienten og administrationsbesparende.
En række ændringer af lovteknisk karakter, der følger af bistandslovens gennemførelse m.v., er foretaget. Således er bestemmelsen om ydelse af sygesikringstilskud til briller, bandager o.s.v. begrænset til at omfatte briller til børn under 16 år. I det oprindelige forslag ville heller ikke denne gruppe være berettiget, men hjemmelen blev tilvejebragt ved et ændringsforslag i betænkningen, stillet af socialministeren og tiltrådt af udvalget.
I udvalgets betænkning udtalte et mindretal (SFs og DKPs medlemmer af udvalget), at man ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse, bl. a. fordi økonomiske overvejelser vil være bestemmende for valg af sikringsgruppe.
Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 132 stemmer; 20 medlemmer (SF, DKP og VS) stemte hverken for eller imod.