L 171 Lov om ændring af lov om jordfordeling mellem landejendomme.

Af: Landbrugsminister Poul Dalsager (S)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 209 af 28-05-1975
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget. Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling. Loven tager først og fremmest sigte på en afourføring af den i jordfordelingslovens § 3, stk. 2, fastsatte beløbsgrænse, inden for hvilken en lodsejer må tåle udligning i penge, såfremt det ikke er muligt fuldt ud at vederlægge afgivet jord med jord. Den pågældende beløbsgrænse har siden lovens vedtagelse i 1955 været uændret 500 kr., og de siden 1955 stærkt stegne jordpriser nødvendiggør en regulering af beløbsgrænsen. Den pågældende ændring vil i øvrigt udgøre en naturlig baggrund for, at der kan foretages en ajourføring af den i § 7, stk. 8, i lov om særlig indkomstskat fastsatte beløbsgrænse, indenfor hvilken fritagelse for beskatning skal kunne meddeles i mageskiftetilfælde.

Dernæst tilvejebringes der lovhjemmel for en administrativt simpel løsning af de problemer, der ofte opstår i jordfordelingssager, når det viser sig, at en lodsejer ikke er i stand til at dokumentere sin adkomst på visse ham tilhørende arealer, eller når det viser sig, at der ligger herreløse arealer indenfor jordfordelingsområdet. Det drejer sig ofte om arealer af forholdsvis ringe værdi, ofte mindre moselodder.

Loven rummer endvidere en række ændringer, der er en konsekvens af stedfundne lovændringer eller ændringer i administrativ praksis, men også andre ændringer, hovedsagelig af teknisk præget karakter. Det drejer sig bl. a. om tilvejebringelse af en klar lovhjemmel for en administrativt simpel pantesikring af de i dag ofte ret store kontante vederlag, der udredes i forbindelse med jordfordelingsplanernes gennemførelse.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 133 stemmer.
Partiernes ordførere
Svend Karlskov Jensen (V), Kjeld Wamberg (FP), Svend Haugaard (RV), Jens Maigaard (SF), Johannes Burgdorf (KF) og Arne Bjerregaard (KrF)