L 168 Lov om oprettelse af en fond til midlertidig finansieringsbistand til konjunkturramte erhvervsvirksomheder.

Af: Handelsminister Erling Jensen (S)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 315 af 26-06-1975
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Loven indgår som et led i regeringens erhvervsfremmende foranstaltninger.

Lovens indhold er følgende:

Ifølge § 1 oprettes en fond, som indtil 1. juli kan yde finansiel bistand til konjunkturramte erhvervsvirksomheder, således som § 3 bestemmer.

§ 2 fastlægger, at fonden er en selvejende institution, hvis kapital tilvejebringes ved et indskud af statskassen på 100 millioner kr., dog at handelsministeren bemyndiges til at træffe aftale med Danmarks Nationalbank og med de private pengeinstitutter om yderligere indskud i fonden fra disses side.

Forudsætningen for ydelse af finansiel støtte til en erhvervsvirksomhed er iflg. § 3, at denne er af særlig betydning for erhverv og beskæftigelse. Dette er beskrevet udførligt i lovens tekst og i bemærkningerne til paragraffen, hvortil henvises.

§ 4 fastsætter, at fondens finansielle bistand kan ydes i form af ansvarlig lånekapital eller som lån, i begge tilfælde til markedsrente. Endvidere kan der ydes garantier for kapitalindskud eller for lån.

Fonden bestyres af Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk (§ 5), og dens vedtægter fastsættes af handelsministeren (§ 6).

Lovforslaget blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om statsgaranti for driftslån til håndværks- og mindre industrivirksomheder (se nærmest følgende sag).

Om baggrunden for lovforslaget oplyser handelsrninisteren bl. a. følgende i bemærkningerne:

„Det seneste års konjunkturudvikling har været ledsaget af et stigende antal virksomhedslukninger. Virksomheder, som for blot et par år siden foretog fornuftig planlægning af investeringer på grundlag af en forventet afsætningsudvikling, har på grund af konjunkturudviklingen mødt svigtende afsætning med deraf følgende fald i indtjeningen og betydelig stramning af likviditetssituationen eller tab af egenkapital, eventuelt begge dele.

Man må i størst mulig udstrækning &øge at imødegå det samfundsmæssige spild af ressourcer i virksomhedslukningernes kølvand og søge at bistå erhvervsvirksomheder af særlig betydning for produktion og beskæftigelse, som er ramt af afsætningsvanskeligheder i en sådan grad, at det enten på grund af likviditetsmangel medfører, at virksomheden trues af umiddelbar lukning, eller giver anledning til en nedgang i egenkapitalen, som gør denne utilstrækkelig for fortsættelse og i forbindelse hermed en videre udvikling af virksomheden... "

Oprindelig stillede lovforslaget i § 2 200 mill. kr. til rådighed for fonden. Dette beløb blev imidlertid ændret til 100 mill. kr. under udvalgsarbejdet. Det fremgår af erhvervsudvalgets betænkning, at nedskæringen, skal ses i sammenhæng med, at regeringen vil stille forslag om, at 100 mill. kr. stilles til rådighed for miljøministeren til ydelse af tilskud til gennemførelse af forureningsbekæmpende foranstaltninger inden for industrien.

Endvidere blev lovforslagets § 5 om fondens bestyrelse ændret til, at Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S bestyrer denne, ligesom § 6 om fondens vedtægter undergik ændring.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 83 stemmer (S, SF, RV, KrF og DKP) mod 75 (V, FP, KF, CD og VS). 1 medlem (Rosing) tilkendegav at han hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
R. Lysholt Hansen (S), Ole Rötzler Møller (V), Carlo Wichmann Madsen (V), Leif Glensgård (FP), Ingomar Petersen (RV), Poul Dam (SF), Erik Ninn-Hansen (KF), Poul H. Møller (KrF) og Kaj Hansen (DKP)