Efter 1. behandling henvist til udvalget for forretningsordenen.

Bestemmelserne om den hidtidige revisionsordning var indeholdt i statsregnskabsloven af 1926.

De væsentligste ændringer i forhold til den hidtidige ordning er — som det fremgår af økonomiministerens fremsættelse — følgende:

Loven bygger på en enhedsledelse af revisionen, som skal varetages af en rigsrevisor, der udnævnes på økonomiministerens indstilling efter samråd med statsrevisorerne. Det hidtidige kriterium for fordelingen af opgaverne mellem revisionsdepartementerne har været inddelingen i ministerier og styrelser. Imidlertid kræver navnlig den økonomisk-kritiske revision foretagelse af tværgående undersøgelser, og der er et stigende behov for en samlet planlægning og prioritering af revisionsopgaverne samt for en fælles uddannelses- og personalepolitik. Disse forhold tillige med den igangværende centralisering af statens regnskabssystem, der bygger på et fælles edb-program, understreger nødvendigheden af, at revisionen udgør en organisatorisk enhed.

Revisionens uafhængighed af regering og folketing er understreget i lovteksten, og gennem forskellige, særlige bestemmelser styrkes dens uafhængighed i revisionsarbejdet.

Loven indeholder bestemmelser, der sigter på at skabe så nært samarbejde som muligt mellem statsrevisorerne og hovedrevisionen. Statsregnskabsrådet vil bortfalde og dets møder erstattes af fælles møder mellem statsrevisorerne og rigsrevisoren, hvortil begge parter kan tage initiativ.

Der er i princippet ikke sket nogen ændring i hovedrevisionens opgaver. Dog er den detaljerede bevillingskontrol, som hidtil har været varetaget af statsrevisoratets sekretariat, efter loven henlagt til rigsrevisoren, og det er forudsat, at en stigende del af revisionens ressourcer anvendes til gennemførelse af økonomisk-kritisk revision.

Den særlige decisionsordning, der var indeholdt i den hidtidige lov, og som i årenes løb kun har været lidt anvendt, bortfalder og erstattes af en hurtigere og enklere fremgangsmåde med indbyggede svarfrister, således at vigtigere sager, hvorom enighed ikke kan opnås mellem revisionen og pågældende centraladministration, hurtigt kan bringes frem for statsrevisorerne.

Der er med henblik på at styrke folketingets kontrolmuligheder med hensyn til de praktiske følger af revisionens påtaler og her stillinger fastlagt en ordning, hvorefter ministrene over for statsrevisorerne skal redegøre for de foranstaltninger og overvejelser, som rigsrevisorens beretninger med statsrevisorernes eventuelle bemærkninger har givet anledning til.

Forslaget til loven var udarbejdet af et embedsmandsudvalg, som afgav betænkning den 20. december 1974 (nr. 729/1975).

Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse fra alle sider.

I den af udvalget for forretningsordenen afgivne betænkning stillede et mindretal (FP) og et andet mindretal (KF) hver for sig ændringsforslag, som på forskellig måde søgte at frigøre revisionen fra administrationen og henlægge kontrollen til folketinget. Disse ændringsforslag forkastedes....

Derimod vedtoges ændringsforslag, stillet af økonomiministeren, hvorefter den oprindeligt foreslåede titel „generaldirektør for statens hovedrevision" erstattedes af: „rigsrevisor".

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 153 stemmer.