Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget. Ved loven ændres sammensætningen af det i nævnte hovedlovs § 2, stk. 1, omhandlede rådgivende udvalg. I stedet for 9 erhvervsrepræsentanter bliver der nu tale om 14 erhvervs- og forbrugerrepræsentanter. Af disse beskikkes 2 efter forslag fra Dansk Fiskeriforening, 2 efter forslag fra Danmarks Havfiskeriforening, 1 efter forslag fra De samvirkende danske Andelsfiskesalgsforeninger, 1 efter forslag fra producentorganisationerne inden for fiskerisektoren, 3 efter forslag fra Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, 1 efter forslag fra Foreningen for Danmarks Fiske-Konservesindustri, 1 efter forslag fra Foreningen for Danmarks Fiskemel- og Fiskeolieindustri, 1 efter forslag fra Sammenslutningen af danske Ørredeksportører, 1 efter forslag fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd samt 1 efter forslag fra Forbrugerrådet.
Udvalgets kompetenceområde, der hidtil har været begrænset til rådgivning vedrørende udarbejdelsen af de forskrifter, der er nødvendige for anvendelsen her i landet af Det europæiske økonomiske Fællesskabs fiskeripolitik, bliver ved en ændring af lovens § 2, stk. 3, udvidet til også at omfatte rådgivning af ministeren vedrørende stillingtagen til Det europæiske økonomiske Fællesskabs fiskeripolitik.
Endelig indsættes som en ny paragraf følgende bestemmelser:
„§ 2 a. Efter indstilling fra det i § 2 nævnte udvalg kan fiskeriministeren fastsætte bestemmelser om betaling af afgifter af fisk og fiskevarer, der landes, tilvirkes eller omsættes her i landet, og om betaling af samme afgifter af tilsvarende fisk og fiskevarer, der indføres til det danske toldområde, samt om, hvorvidt og i hvilket omfang sådanne afgifter skal refunderes, når de pågældende fisk og fiskevarer anvendes som materiale i industrielt fremstillede varer.
Stk. 2. Afgifterne indgår i en fond, der bestyres af udvalget. Fondens midler kan efter indstilling af udvalget med ministerens godkendelse anvendes til sådanne erhvervsøkonomiske foranstaltninger vedrørende fangst, tilvirkning og afsætning af fisk og fiskevarer, som ikke er i strid med Det europæiske økonomiske Fællesskabs regler, samt til fremme af sådanne forskningsprojekter og foranstaltninger, som i øvrigt er i fiskerierhvervets interesse.
Stk. 3. Fiskeriministeren fastsætter efter indstilling af udvalget de nærmere bestemmelser for fonden om administration og regnskabsaflæggelse. Fondens regnskab revideres af 1. revisionsdepartement.
Stk. 4. Fiskeriministeren meddeler ved hvert finansårs udløb folketingets landbrugs- og fiskeriudvalg, hvilke afgifter der er opkrævet i henhold til stk. 1, og hvorledes midlerne er anvendt."
Videre kan nævnes, at den i lovens hidtidige § 10 indeholdte revisionsbestemmelse er ophævet.
Lovforslaget var en genfremsættelse af et af regeringen venstre i folketingsårets 1. samling fremsat forslag (se nærværende årbog 1. samling A.II nr. 27).
Lovforslaget fik ved 1. behandling tilslutning fra ordførerne for socialdemokratiet, venstre, fremskridtspartiet, det radikale venstre, det konservative folkeparti og kristeligt folkeparti. Ordføreren for socialistisk folkeparti var forbeholden, medens ordførerne for Danmarks kommunistiske parti og forvenstresocialisterne tog afstand fra forslaget.
Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 119 stemmer mod 7 (DKP samt Aase Olesen (RV)) medens 7 medlemmer (SF) undlod at stemme.