L 38 Forslag til lov om ændring af ligningsloven.

Af: Erhard Jakobsen (CD) , Poul Boeg (CD) , Egon Højland (CD) , Arne Melchior (CD) og Svend Tønnesen (CD)
Samling: 1974-75 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ved lovforslaget foresloges i ligningslovens § 15 F indsat følgende bestemmelse som nyt stykke:

„Såfremt en ejer af en ejendom, der tjener til bolig for ejeren, og som indeholder én eller to selvstændige lejligheder, kan dokumentere, at han efter den 1. november 1974 har afholdt vedligeholdelsesudgifter til ejendommen, der overstiger 2.000 kr. inden for et kalenderår, skal han, uanset reglen i stk. 1, være berettiget til at fratrække de dokumenterede udgifter, dog højst 10.000 kr."

Som motivering for forslaget anførtes i de ledsagende bemærkninger følgende:

„Igennem længere tid har der været en udbredt erkendelse af, at prisudviklingen er løbet fra det loft, der er lagt over en husejers vedligeholdelsesudgifter på 2.000 kr.

Den omhandlede regel lægger en dæmper på parcelhusejernes vilje og interesse i at afholde større vedligeholdelsesudgifter. Dette forhold er ekstra uheldigt for tiden, hvor beskæftigelsessituationen giver anledning til almindelig bekymring, og hvor det ikke mindst er i byggefagene, at en foruroligende arbejdsløshed gør sig gældende.

En væsentlig stigning i vedligeholdelsesarbejderne vil sandsynligvis kunne skaffe god og hurtig beskæftigelse til mange, forhåbentlig alle, ledige bygningshåndværkere, ligesom øget beskæftigelse vil blive opnået ved isoleringsarbejder, hvortil dette forslag skaber incitament.

Under udvalgsbehandlingen bør det undersøges, om der er tekniske muligheder for at udvide lovforslagets bestemmelser til at omfatte ejerlejligheder og almindelige lejligheder i etagebyggeri."

Lovforslaget fik ved 1. behandling kun tilslutning fra partierne U og FU, medens ordførerne for S, V, RV, KF og KrF betegnede forslaget som værende i strid med de boligpolitiske aftaler, som disse partier den 11. juni 1974 havde indgået sammen med CD.

Skatte- og afgiftsudvalget, hvortil lovforslaget henvistes, afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Svend Jakobsen (S), Kirsten Jacobsen (FP), Per Gudme (RV), Poul Boeg (CD), Poul Dam (SF), Arne Bjerregaard (KrF), Niels Mølgaard (DR), Kaj Hansen (DKP) og Birgit Busk (U)