L 37 Forslag til lov om ændring af lov om forbrugsbegrænsende foranstaltninger.

Samling: 1974-75 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Forslaget gik ud på at føre loven tilbage til den skikkelse, den havde før ændringen med de forhøjede afgifter, der var en del af det såkaldte Store Bededagsforlig i maj 1974.

Som begrundelse for fremsættelse af forslaget anførte forslagsstillerne bl. a.:

„Den 15. maj 1974 indgik fremskridtspartiet et forlig med venstre, det konservative folkeparti, centrum-demokraterne og kristeligt folkeparti. Herved opnåede de andre forligsdeltagere, at fremskridtspartiet stemte for nogle afgiftslove. Blandt de modydelser, fremskridtspartiet modtog, var den vigtigste, at indkomstskatten for 1975 skulle lettes med omkring 10 milliarder kroner.

Ved de andre forligspartiers afstemning den 20. september 1975 i folketinget har de brudt dette forlig, idet de gik ind for en væsentlig højere indkomstbeskatning i 1975 end den, som de ved forliget af 15. maj 1974 havde forpligtet sig til at stemme for. Som følge af dette løftebrud er fremskridtspartiets tilslutning til afgiftslovgivningen den 15. maj 1974 sket under forkerte forudsætninger. Det er umuligt at afbøde alle herved opståede skavanker, men den selvfølgelige mindstekonsekvens må være, at der fremover sker bortfald af de værste af de afgifter, som alene opnåede et folketingsflertal, fordi fremskridtspartiet stolede på, at de andre forligspartier ville holde deres løfte."

På grund af udskrivning af folketingsvalg nåede lovforslaget ikke at komme til 3. behandling.
Partiernes ordførere
Knud Heinesen (S), Ole Gerstrøm (FP), Henning Christophersen (V), Per Gudme (RV), Palle Simonsen (KF), Poul Boeg (CD), Henning Philipsen (SF), Arne Bjerregaard (KrF) og Knud Jespersen (DKP)