L 26 Lov om ophævelse af sammenlægning af Ballerup-Måløv og Ledøje-Smørum kommuner.

Af: Indenrigsminister Jacob Sørensen ()
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 51 af 08-02-1974
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Loven ophæver den af kommunalreformkommissionen indstillede og af den daværende indenrigsminister den 6. juli 1973 tiltrådte sammenlægning af Ballerup-Måløv og Ledøje-Smørum kommuner.

Lovforslaget blev fremsat uændret i forhold til det tilsvarende lovforslag, der blev fremsat i 1. samling af medlemmer af venstre og det konservative folkeparti, men som ikke nåede at komme til 1. behandling, før der blev udskrevet valg til folketinget. (Se under 1. samling A.II. nr. 46).

Baggrunden for lovforslagets fremsættelse var den stærke modstand, beslutningen om sammenlægning pr. 1. april 1974 vakte såvel i de berørte kommunalbestyrelser som blandt de kommunale vælgere i Ledøje-Smørum kommune, der ved en afstemning med overvældende flertal tilkendegav, at Ledøje-Smørum kommune ønskedes opretholdt som en selvstændig enhed. Der blev i argumentationen imod sammenlægningen især fremført frygt for, at der efter en sammenlægning med den mere forstadsprægede Ballerup-Måløv kommune ville blive ringere muligheder for særskilt at værne de betydelige miljømæssige værdier i den nuværende Ledøje-Smørum kommune.

Af hensyn til de nært forestående kommunale valg fremsatte indenrigsministeren under udvalgsbehandlingen ændringsforslag, der muliggjorde, dels at lovforslaget kunne stadfæstes straks efter dets vedtagelse, dels at loven kunne træde i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende. Herved kunne loven træde i kraft inden den 12. februar 1974, på hvilken dato brevstemmeafgivningen til de kommunale valg skulle begynde. Samme dato var endvidere sidste frist for valgbestyrelsernes bekendtgørelse af sted og tid for valget og antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer, der skulle vælges.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 106 stemmer mod

48 (S, 5 SF og 3 CD), medens 1 medlem (Bernhard Baunsgaard) tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Egon Jensen (S), Jens Peder Bodart (FP), Povl Brøndsted (V), Niels Helveg Petersen (RV), H. C. Toft (KF), Jes Schmidt (CD), Henning Philipsen (SF), Bent Honoré (KrF), Kaj Hansen (DKP) og Poul Westergaard (DR)