L 122 Lov om ændring af lov om offentlig sygesikring.

(Befordringsgodtgørelse og bortfald af statsrefusion).

Af: Socialminister Jacob Sørensen ()
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 314 af 19-06-1974
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ved loven er der gennemført følgende ændringer:

1) Godtgørelse af udgift til befordring til alment praktiserende læge og speciallæge ydes kun til pensionister. Der vil dog til de øvrige gruppe 1-sikrede kunne ydes godtgørelse til befordring til speciallæge, når afstanden til dennes konsultationssted regnet fra den sikredes bopæl overstiger en af socialministeren fastsat grænse, der forventes at blive 30 km. Disse ændringer træder i kraft den 1. juli 1974.

2) Nedsættelse af statens tilskud til amtskommunernes udgifter til sygesikring og til primærkommunernes udgifter til begravelseshjælp fra 100 pct. til 50 pct. Denne ændring, som er led i en ny etape i byrdefordelingsreformen, træder i kraft den 1. april 1975.

I udvalgets betænkning indstillede et flertal (udvalget med undtagelse af socialistisk folkepartis medlem af udvalget) lovforslaget til vedtagelse.

Et mindretal inden for flertallet (fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) udtalte, at kørselsudgifter til læge- og hospitalsbesøg kun bør refunderes over skatteydermidler efter trangskriterier i henhold til forsorgsloven. Da forslaget er et skridt i denne retning i forhold til gældende lov, indstillede dette mindretal inden for flertallet lovforslaget til vedtagelse.

Et mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) indstillede lovforslaget til forkastelse. Mindretallet frygtede, at den begrænsning, der indføres i retten til fribefordring til lægebehandling, vil komme til at betyde, at visse befolkningsgrupper, heriblandt familier med børn, ikke altid vil søge nødvendig lægehjælp på grund af de udgifter, det vil medføre. Forslaget vil efter mindretallets opfattelse især få konsekvenser i landdistrikter, hvor der er langt til læge, og hvor de offentlige transportmidler er dårligt udbyggede, ligesom forslaget vil medføre, at den praktiserende læge i højere grad vil føle sig foranlediget til at køre på sygebesøg i stedet for at modtage patienter i konsultation, hvorved de af lovforslaget følgende besparelser bliver mindre end beregnet.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 129 stemmer mod 14 (SF og DKP).
Partiernes ordførere
Inge Fischer Møller (S), Finnur Erlendsson (FP), Peter Holst (V), Gunner Baunsgaard (RV), Karen Thurøe Hansen (KF), Birgit Fjelde (CD), Ebba Strange (SF), Inge Krogh (KrF), Ib Christensen (DR) og Hanne Reintoft (DKP)