B 14 Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af overenskomst af 16. oktober 1973 mellem Danmark og Sverige om spørgsmål vedrørende told og merværdiafgift i forbindelse med bygning og drift af faste forbindelser over Øresund.

Af: Finansminister Anders Andersen (V)
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ved forslaget, der havde nær forbindelse med forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af overenskomst af 8. juni 1973 mellem Danmark og Sverige om faste forbindelser over Øresund og forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af overenskomst af 8. juni 1973 mellem Danmark og Sverige om lufttrafiktjeneste m.m. i anledning af anlæg af en dansk lufthavn på Saltholm (se de nærmest følgende sager), foresloges, at folketinget skulle meddele sit samtykke til Danmarks ratifikation af overenskomst af 16. oktober 1973 mellem Danmark og Sverige om spørgsmål vedrørende told og merværdiafgift i forbindelse med bygning og drift af faste forbindelser over Øresund.

Om baggrunden for den nævnte overenskomst oplystes i bemærkningerne til forslaget bl. a. følgende:

"Den 8. juni 1973 er der mellem den danske og svenske regering afsluttet en overenskomst om faste forbindelser over Øresund. Der henvises til det samtidig hermed af ministeren for offentlige arbejder fremsatte forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af nævnte overenskomst, hvori det i artikel 28 er forudsat, at der træffes særskilte overenskomster om told- og skattespørgsmål, som har forbindelse med bygning og drift af forbindelsen mellem København og Malmø (KM-forbindelsen).

Efter forhandlinger i København og Stockholm er der opnået enighed om en overenskomst om spørgsmål vedrørende told og merværdiafgift i forbindelse med bygning og drift af faste forbindelser over Øresund. Overenskomsten er den 16. oktober underskrevet i København af udenrigsministeren på den danske regerings vegne og af den herværende svenske ambassadør for den svenske regering. Om de særlige skattespørgsmål vil der blive optaget bestemmelser i en ny dansk-svensk aftale til undgåelse af dobbeltbeskatning.

Overenskomsten vedrørende told- og merværdiafgiftsspørgsmål, der hermed forelægges folketinget med henblik på at opnå tilslutning til Danmarks ratifikation af overenskomsten, tilsigter at undgå belastning med dansk og svensk told og merværdiafgift ved bygning og drift (vedligeholdelse) af KM-forbindelsen."

Ved forslagets 1. behandling gik Svend Andersen (FP) imod, medens de øvrige ordførere ville lade deres stillingtagen være afhængig af, om de to foran nævnte forslag til folketingsbeslutning vedtoges.
Partiernes ordførere
Egon Jensen (S), Gustav Holmberg (V), Per Gudme (RV), E. Juul-Madsen (KF), Børge Johansen (CD), Poul Dam (SF), Arne Bjerregaard (KrF) og Ole Flygaard (DR)