L 215 Lov om ændring af lov om tobaksafgifter.

Af: Finansminister Henry Grünbaum (S)
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 274 af 23-05-1973
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Nærværende lov omfatter nogle ændringer af tobaksafgiftsloven, der er nødvendige for at opfylde bestemmelserne i et direktiv vedrørende tobaksafgifter, som, før Danmark blev medlem af EF, er vedtaget af EFs ministerråd den 18.-19. december 1972.

Cigaretafgiften opkrævedes efter den tidligere lov efter en afgiftsskala. Denne afgiftsskala fastsætter en minimumsafgift, som ikke er i overensstemmelse med direktivets bestemmelser.

Ifølge direktivet skal afgiften af cigaretter i medlemslandene opkræves efter et ensartet system. Afgiften skal sammensættes af en specifik afgift og en værdiafgift. Værdiafgiften skal beregnes på grundlag af cigaretternes detailpris, og den specifikke afgift skal for den mest solgte cigaret fastsættes således, at den udgør mindst 5 pct. og højst 75 pct. af summen af den specifikke afgift og værdiafgiften.

Den ændrede afgift af cigaretter erlægges af de varer, som den 1. juni 1973 findes i ustemplet stand hos virksomheder, der fremstiller eller indfører cigaretter, eller af varer, som fra den nævnte dag fremstilles eller indføres her i landet.

Loven trådte i kraft den 1. juni 1973.

Lovforslaget, der fik tilslutning fra samtlige partier i folketinget, blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 159 stemmer.
Partiernes ordførere
Harris Jensen (S), Jens Peter Jensen (V), Hans Kjær (KF), Bernhard Baunsgaard (RV) og Inger Lise Grandt (SF)