Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om en amtskommune for hovedstadsområdet, se A. II. nr. 16.
Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling. Loven, der er et led i den samlede hovedstadsreform, tilsigter at tilvejebringe en samordning af den kollektive personbefordring i hovedstadsområdet på såvel kortere som længere sigt.
Der oprettes et trafikråd, der skal være koncessionsgivende myndighed for al omnibuskørsel inden for Københavns og Frederiksberg kommuner samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde amtskommuner, og stiftes et kommunalt busselskab, der skal udføre regelmæssige omnibuskørsel i dette område.
Trafikrådet nedsættes den 1. august 1973 og består af 13 medlemmer — 6 udpeget af ministeren for offentlige arbejder, 6 udpeget af hovedstadsrådet, mens formanden udpeges af regeringen.
Trafikrådet skal ved varetagelsen af sine opgaver følge de i medfør af lov om regionplanlægning i hovedstadsområdet fastsatte hovedretningslinjer for trafikbetjeningen i hovedstadsområdet.
Trafikrådet skal som koncessionsgivende myndighed for hele hovedstadsområdet godkende linjeføring, takster og køreplaner for busdriften, herunder den busdrift, der udføres af det kommunale busselskab, og samtidig skal trafikrådet træffe aftaler med trafikvirksomhederne i området om de nævnte forhold, således at der opnås den videst mulige koordinering.
Inden den 1. oktober 1976 udarbejder trafikrådet forslag til en forening af bane- og busdriften i hovedstadsområdet og til fordeling af udgifterne.
Den 1. august 1973 oprettes et kommunalt selskab for busdriften principielt omfattende alle buslinjer i hovedstadsområdet.
Dannelsen af busselskabet gør det muligt at koordinere de eksisterende busruter samt at udnytte busdriftens fleksibilitet, herunder med kort varsel at tilpasse ruteføring og køreplaner til de lokale behov. Endvidere vil det blive muligt at indføre et smidigt fælles billetsystem til fordel for passagererne.
Selskabet har ret til at overtage virksomheder, der driver regelmæssig omnibuskørsel inden for hovedstadsområdet, og som staten, amtskommunerne og kommunerne i hovedstadsområdet enkeltvis eller i forening har en sådan rådighed over, at de kan overdrage virksomheden.
De med selskabets virksomhed forbundne udgifter afholdes af hovedstadsrådet.
Loven træder i kraft den 15. juni 1973, men revision af denne lov forelægges folketinget i folketingsåret 1976-77.
I udvalgsbetænkningen stilledes en række ændringsforslag til det oprindelige lovforslag, der i det væsentlige havde til formål at tilpasse forslaget til det af indenrigsministeren fremsatte lovforslag om et hovedstadsråd, (se A.I.nr. 86).
Af betænkningen fremgår det, at udvalget indgående har drøftet spørgsmålet om koncessionsmyndigheden vedrørende omnibus- og fragtmandskørsel med ministeren for offentlige arbejder. Det understreges i betænkningen, at da trafikrådet ikke råder over egne økonomiske midler, må rådet forelægge økonomiske konsekvenser af koncessionsbeføjelsen i henhold til loven om omnibus- og fragtmandskørsel med motorkøretøjer til godkendelse i hovedstadsrådet og hos ministeren for offentlige arbejder.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 166 stemmer.